Trods et perfekt udgangspunkt med sejr i 1-0 i den omvendte kamp lykkedes det ikke VB at bevare håbet om overlevelse i Superligaen. Trods over 9000 tilskuere i ryggen i Nørreskoven fraset et kontingent gulklædte himmerlændinge kendte vejlenserne ikke deres besøgelsestid og tabte efter forlænget spilletid med 0-2 til Hobro og må således forlade den bedste række.

Constantin Gâlcă havde ikke fundet anledning til at ændre i den startellever, der besejrede Hobro for en uge siden. Kun på bænken var der udskiftning, idet en atter fit Tobias Mølgaard erstattede Vladis Emmersón. Hobro var uden Rasmus Minor Petersen, der blev skadet mod VB samt Jonas Damborg, der var røget i karantæne. Til gæld var Amankwah atter spilleberettiget efter afsonet karantæne, mens Edgar Babayan var tilbage efter skade. Der var blomsterhilsen til den spærrede Viljormur Davidsen for sin kamp nr. 150 mod AGF.

Kæmp for alt, hvad du har kært;
dø, om så det gælder

Sådan lød citatet fra Altid frejdig… på en tifo i den fyldte VB-fanblok. Viljen fejlede da heller ikke noget hos værterne, men nerverne sad tydeligvis uden på de røde trøjer med VB-logoet, og hjemmeholdet fik en gennemført skidt start på kampen. Hobro var holdet, der skulle jagte et resultat, så meget naturligt var himmerlændingene i teten, men omvendt fik vejlenserne ikke sat det mindste sammen, og der var ikke meget hole og hale på VB-spillet i opgørets første fase. Efter at Sabbi havde truet med et giftigt forsøg udefra efter en halv snes minutter, kom Hobro foran fire minutter senere. Efter fint forarbejde af Sabbi endte bolden hos Vito Hammershøy-Mistrati, der fra kanten af feltet bankede bolden op i krogen utageligt for Hagelskjær.

Målet imod hjalp ikke på værternes nervøsitet, og meget lidt hang sammen hos de rødblusede, som dog havde deres første forsøg efter 21 minutter, da Louati headede lige over på Yurchenkos hjørne. Som i den omvendte kamp blev der gået til stålet i duellerne, og dommer Morten Krogh måtte diske op med syv advarsler i den intense kamp – fire til Hobro og tre til VB – til Amundsen, Louati og Greve.

De blågule trak sig noget tilbage med føringen i baghånden og pressede ikke så aggressivt som i starten, og hjemmeholdet begyndte at vise tænder mod halvlegens slutning med gode skift og angrebsaktioner. Med et par minutter til pause havde Finnbogason en kæmpe hovedstødschance, men islændingen fik ikke det rigtige træf på bolden, og Jesper Rask kunne parere og bagefter se Gryn sparke riposten højt over. VB kørte dog på, og efter at Gryn var blevet blokeret i en fin skudposition, som han selv havde skabt sig, blev Louati kort efter væltet i feltet af Babayan.

Finnbogason skulle eksekvere straffesparket, men igen hev Rask en mirakelredning op og sikrede sit hold en pauseføring. VB var på bolden det meste af 2. halvleg, men det kneb at komme til afgørende chancer. Hallberg sparkede over på værternes bedste tilbud efter pausen. Gæsterne havde slet ingenting, men lykkedes dygtigt med at spolere rytmen i VB-spillet med idelige små frispark. Der var krampe hos flere Hobro-spillere, og man tænkte, at VB ville have overhånden i den forlængede spilletid, men værterne mistede momentum og lukkede udeholdet ind i kampen igen. Og kort før halvtid i den forlængede kom da så afgørelsen, da Sabbi headede Mistratis hjørnespark i mål.

Vejlenserne havde chancen for at komme ind i kampen igen, da indskiftede Gustaf Nilsson headede kvalificeret, men ny mirakelredning af Rask. Nilsson var kommet på banen i den ordinære kamp for Gryn, mens Tobias Mølgaard erstattede Yurchenko. I den forlængede spilletid kom Jonas Andersen og Mucolli ind for henholdsvis Louati og Hallberg.

Minutterne tikkede, og da dommer Morten Kroghs fløjte lød for sidste gang, var det samtidig slut for VB’s Superligaeksistens for denne gang efter kun et enkelt år i den bedste række. Stærkt berørte spillere med tårerne løbende ned ad kinderne gik ned i hjørnet, hvor tilhængerne viste god stil og hyldede deres slagne helte. Måtte de talstærkt vende tilbage, når den mere upåagtede tilværelse i NordicBet LIGA starter…

Imens kunne ellevilde Hobro-fans hylde deres helte. De gulklædte syntes parat til at vælge Jesper Rask ind i både Europaparlament og Folketing…Fodbold-Danmark og medierne vil uden tvivl begræde Vejle Boldklubs exit. Pæne ord er i løbet af sæsonen tilflydt klubben fra diverse toptrænere for VB’s positive og fremadrettede fodbold. Med Ebbe Skovdahls ord lugter der jo også så dejligt af fodbold i Vejle, og medierne har elsket at komme i Nørreskoven, hvor der så sandelig også har været meget dramatisk at berette… Spillerne har i nogen grad med rette kunnet føle, det har været stolpe-ud i mange situationer – tænk blot på Esbjergs ufattelige sejrsmål i de døende sekunder i sidste runde af grundspillet…

Tabellen lyver dog aldrig. VB har været for tandløse på udebane, hvor alt for få point er hentet, og holdet har med manglende disciplin indkasseret for mange gule og røde kort, hvilket også har svækket kontinuiteten. Og når man i sæsonens 34. spillede kamp slutter af med at tabe til Hobro, som dermed får sæsonens første udesejr, må fingrene først og fremmes pege indad, når årsagerne til derouten skal findes.

Det nytter ikke at sætte sig ned og græde. En ny slagkraftig trup må sættes sammen, og så kan arbejdet på at angribe NordicBet LIGA tage sin begyndelse.

Forza VB…!

Superliga Play Off, 2. kamp, Vejle Stadion
Søndag den 19. maj 2019 kl. 16.00
Vejle Boldklub – Hobro IK 0-2 (0-1, 0-1, 0-2)
14. 0-1 Vito Hammershøy-Mistrati
103. 0-2 Emmanuel Sabbi

Kort:
28. Melker Hallberg (gult kort)
90. Imed Louati (gult kort)
98. Mads Greve (gult kort)

Indskiftninger:
77. Vladlen Yurchenko ud Tobias Mølgaard ind
82. Sergiy Gryn ud Gustaf Nilsson ind
102. Imed Louati ud Jonas Andersen ind
106. Melker Hallberg ud Arbnor Mucolli ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Thomas Hagelskjær

Kerim Memija
Mads Greve
Mads Lauritsen
Malte Amundsen

Melker Hallberg
Jacob Schoop (anfører)

Imed Louati
Vladlen Yurchenko
Sergiy Gryn

Kjartan Finnbogason

Bænken:
Pavol Bajza (m)
Gustaf Nilsson
Ylber Ramadani
Jonas Andersen
Arbnor Mucolli
Tobias Mølgaard
Kasper Poulsgaard

Dommer: Morten Krogh
Tilskuere: 9.142

Hobro (4-4-2): Jesper Rask – Nicholas Gotfredsen, Jesper Bøge, Yaw-Ihle Amankwah, Mathias Haarup (85: Jacob Tjørnelund) – Emmanuel Sabbi (115: Mathies Skjellerup), Vito Hammershøy-Mistrati, Mikkel Mejlstrup Pedersen (80: Sebastian Grønning), Edgar Babayan – Julian Kristoffersen (65: Christian Cappis), Pål Alexander Kirkevold
Træner: Peter Sørensen.

Kort:
13. Jesper Bøge (gult kort)
35. Vito Hammershøy-Mistrati (gult kort)
55. Julian Kristoffersen (gult kort)
94. Pål Alexander Kirkevold (gult kort)

Tekst: Ole Kristensen.