Vejle Boldklubs Superligatrup er her til eftermiddag på træningsbanen for første gang under den nye cheftræner Constantin Galca. Rumænerens stab er også kommet på plads, og den tæller både to landsmænd, tilbagevendte Johan Sandahl og den fysiske og medicinske stab der har været i klubben tidligere i sæsonen.

Når spillere og trænere træder ud på træningsbanen kl. 14.30 til det første træningspas med Constantin Gâlcă, vil der være nye og velkendte ansigter. Vejle Boldklub fik tidligere på dagen det kommende trænersetup på plads og udover Constantin Gâlcă kommer yderligere to rumænere til Nørreskoven, ligesom Johan Sandahl efter godt og vel otte måneder væk fra Vejle, gør comeback i trænerstaben.

Jacob Krüger, der er teknisk chef i Vejle Boldklub, om den nye konstellation:

– Vi har arbejdet hårdt siden i søndags på at sammensætte et stærkt team der komplimenterer hinanden godt. Constantin Gâlcă kommer med en assistenttræner og en målmandstræner, som han har arbejdet sammen med tidligere. Men de har selvsagt ikke det store kendskab til Superligaen, hvorfor det har været en prioritet for os at bibeholde en stærk kapacitet som Morten Bisgaard, der har fungeret som analytiker i denne sæson og som har et stort kendskab til både modstandere og vores trup, siger Jacob Krüger.

Johan Sandahl var assistenttræner i Vejle Boldklub i kalenderåret 2017, ligesom han trænede U19-Ligaholdet i foråret 2018 og nu vender den 40-årige svensker tilbage til Vejle Boldklub.

– Vi har bibeholdt kontakten med Johan Sandahl siden han rejste sidste år og vi er glade for, at Johan har sagt ’ja’ til at træde til i den nye trænerstab. Johan har et godt kendskab til den nuværende trup og han kender også dansk fodbold. Vi har også lagt vægt på, at han taler spansk og dermed kan kommunikere med både spillere og trænere. Johan passer dermed godt ind i det nye team, hvor vi på kort tid skal skabe de ønskede resultater, siger Jacob Krüger.

Da Adolfo Sormani tirsdag sagde stillingen som cheftræner op var det også et farvel assistenttræner Giovanni Mazzella og målmandstræner Marco Ferrari. De to italienere vender nu hjem til støvlelandet efter 1½ år og otte måneder i Nørreskoven henholdsvis.

– Giovanni Mazzella og Marco Ferrari har arbejdet meget målrettet i vores trænerstab. De har ønsket at rejse hjem nu og det har vi efterkommet. Vi takker dem for indsatsen i Vejle Boldklub og ønsker dem alt det bedste i årene fremover, siger Jacob Krüger.

De fysiske trænere Gabriele Faccia og Mattia Fantuzzi fortsætter også i den nye trænerstab, ligesom Asger Pedersen og Chiara Galla fortsætter i spidsen for behandlerdelen.

Vejle Boldklubs trænerstab:
Cheftræner: Constantin Gâlcă
Assistenttræner: Dimitru Uzuena
Assistenttræner: Johan Sandahl
Analytiker: Morten Bisgaard
Målmandstræner: Valentin Covaciu
Fysisk træner: Gabriele Faccia
Fysisk træner: Mattia Fantuzzi
Fysioterapeut: Asger Pedersen
Fysioterapeut: Chiara Galla
Team Manager: Erik ”Mumi” Knudsen
Holdleder: Henrik Harring Rasmussen
Holdleder: Søren Thrane
Teknisk chef: Jacob Krüger

Tekst: Lars Christensen.