Som det var tilfældet for en uge siden i VB Parken vandt VB’s reservehold også ”andetdagsgildet” mod SønderjyskE med et enkelt mål. På et køligt og smådiset atletikstadion i Haderslev, hvor solen ikke magtede at bryde igennem, sejrede vejlenserne fortjent 2-1. Hvor det sidste mandag var Gustaf Nilsson, der var målhelten, var det denne gang Mathias Hebo, der med begge VB-scoringer kunne anbefale sig til Sormanis bedste hold.

Begge hold stillede stærkt op, og VB havde i sin startellever udelukkende spillere fra førsteholdstruppen. Hjemmeholdet var mest på bolden i 1. halvlegs første halvdel, men uden at komme til nævneværdige muligheder. Som halvlegen skred frem, meldte gæsterne sig ind i opgøret og viste sig farligere end de lyseblå modstandere. Yurchenko testede SE-keeper Nikola Mirkovic med et fint langskud efter en god halv time, og ti minutter senere fik Adam Jakobsen en friløber, da værternes offside-fælde kiksede. Den unge angribers afslutning endte dog lige i brystet på Mirkovic.

SønderjyskEs eneste mulighed før pausen tilfaldt Danny Amankwaa, der gled fri i højre side, men Hagelskjær klarede stort. Ikke ufortjent var det således, at Mathias Hebo kort før pausen kunne bringe sit hold foran. En stærk Viljormur Davidsen sendte en tværbold ind i feltet, hvor en udækket Hebo kunne kanonere bolden i mål. Hos VB afløste Wang Zhenao efter en god halv time Serhii Hryn, og kineseren leverede som sædvanlig en energisk indsats. Efter 1. halvleg havde Kerim Memija spillet færdig, og Kasper Poulsgaard kom ind på højrebacken. I løbet af de sidste 45 minutter kom Seydouba Cisse ind for Gundelund, Lundrim Hetemi afløste Yurchenko, og Matthew Palmer fik de allersidste minutter for Adam Jakobsen.

Der stod SE på det meste efter pausen, men Glen Riddersholm, der overværede kampen fra sidelinjen, kunne konstatere, at også hans reserver har scoringsproblemer. Det var såre lidt, sønderjyderne kom frem til trods meget spil og mange hjørnespark. De mange bolde ind i feltet blev let afvist af VB’s solide midterforsvarsduo Emmersón & Lauritsen. Et hovedstød over mål af Eggert Jonsson var alt, det blev til inden overtiden.

En veloplagt Mathias Hebo afgjorde så småt kampen med en snes minutter igen. Spillet op af Yurchenko i feltet lavede ex-Lyngby-spilleren et par sparkefinter, der helt fjernede de lyseblå forsvarere, for derefter at lægge bolden i det lange hjørne. Skønt hjemmeholdet sad på bolden det meste af tiden, var VB fremdeles farligst. U-19 prøvespilleren fra Guinea, den unge Cisse, viste sig fint frem og havde en flot halvflugter, som Mirkovic måtte hente helt oppe under overliggeren, ligesom Mathias Hebo også var tæt på en tredje scoring, men strandede på Mirkovic. SønderjyskE fik reduceret, da William Tcuameni blev spillet helt fri, men scoringen faldt dybt inde i dommer Jonas Rossens overtid og var således kun kosmetisk.

Reserveholdskampene ligger i øjeblikket som perler på en snor, og efter de to sejre over SønderjyskE kan VB allerede om en uge prøve kræfter med OB i VB Parken.

– Jeg har selv prøvet at spille reserveholdskampe i stedet for de kampe, der virkelig tæller noget, og det er ikke altid så let, understregede træner Morten Bisgaard efter kampen. – Men spillerne skal roses for at gå helhjertet til værks – kæmpe sammen, presse sammen, vise, man virkelig kan lide at spille fodbold. Det giver resultater! Vi ligner et hold, og det var en fed kamp at overvære.

Bisgaard havde ros til midterforsvaret: – Emmersón og Mads Lauritsen styrer suverænt bagkæden, som da også afviser alt, hvad SE sender ind. Også Viljormur viser jo sin store erfaring.

Også målscorer Hebo fik ord med på vejen af Bisgaard: – Mathias Hebo scorer to fine mål. En spiller, der viser sig frem i forhold til, at han endnu ikke har fået chancen på førsteholdet, men som i dag giver det helt rigtige svar, siger Morten Bisgaard.

Reserveholdsturneringen, Haderslev Atletikstadion
Mandag den 25. februar 2019 kl. 13.00
SønderjyskE – Vejle Boldklub 1-2 (0-1)
43. 0-1 Mathias Hebo Rasmussen
69. 0-2 Mathias Hebo Rasmussen
90. 1-2 William Tchuameni

Kort:
29. Ylber Ramadani (gult kort)
74. Vladis Emmersón (gult kort)

Indskiftninger:
34. Serhii Hryn ud Wang Zhenao ind
46. Kerim Memija ud Kasper Poulsgaard ind
58. Thomas Gundelund ud Seydouba Cisse ind
76. Vladlen Yurchenko ud Lundrim Hetemi ind
87. Adam Jakobsen ud Matthew Palmer ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Thomas Hagelskjær

Kerim Memija
Vladis Emmersón
Mads Lauritsen
Viljormur Davidsen (anfører)

Ylber Ramadani
Mathias Hebo Rasmussen

Thomas Gundelund
Vladlen Yurchenko
Serhii Hryn

Adam Jakobsen

Bænken:
Wang Zhenao
Kasper Poulsgaard
Seydouba Cisse
Lundrim Hetemi
Matthew Palmer
Gianluca Zanette (m) (ikke benyttet)

Tekst: Ole Kristensen.