Vejle Boldklub må undvære to spillere med karantæne, når Hobro IK venter i den første Play Off-kamp på DS Arena søndag eftermiddag. Det er færingen Viljormur Davidsen og topscorer Allan Sousa.

Allan Sousa afsoner den anden af tre spilledages karantæne efter udvisningen mod AGF den 21. april. Brasilianeren kan dermed tidligst være spilleberettiget i en eventuel Play Off-kamp mod nummer to fra NordicBet LIGA. Viljormur Davidsen afsoner den første af to spilledages karantæne og vil altså heller ikke være aktuel for en returkamp mod Hobro.

Hobro har en enkelt spiller i karantæne. Det er den stærke norske forsvarsspiller Yaw-Ihle Amankwah der sidder udenfor for Peter Sørensens tropper. Martin Mikkelsen udgik i Hobros sidste kamp i Kvalifikationsspillet med det, der lignede en alvorlig knæskade. Hobro-kanten med en fortid i FC Fredericia og AGF slipper dog forholdsvis billigt med seks uger på krykker og er ude af kampene mod Vejle. Læs mere her.

Vejle Boldklubs karantænepoints før den første kamp mod Hobro kan ses her. Karantænepoints nulstilles før en eventuel Play Off-kamp mod et hold fra NordicBet LIGA, dog tages uafsonede karantænedage med videre.

DBU har påsat Jakob Kehlet som kampens dommer mod Hobro. 38-årige Kehlet har hidtil i sæsonen dømt kampene mod AC Horsens (3-1) og Randers FC (0-2). Forud for sæsonen fløjtede han træningskampen mod Östersunds FK (2-2) på Vejle Stadion den 1. juli 2018. Jakob Kehlet har været Superligadommer siden sæsonen 2009-10. Kampen mellem Hobro og VB bliver kamp nummer 200 i Superligaen for Kehlet.

Superliga Play Off
Søndag den 12. maj kl. 14.00
Hobro IK – Vejle Boldklub
DS Arena, Hobro
Eurosport 2

Tekst: Lars Christensen.