Vejle Boldklub har lånt Foday Manneh og Ibrahim Fard for sæsonen 2018-19 med forkøbsret. Foday er på kontrakt i Real de Banjul i Gambia, mens Ibrahim Fard er ejet af Inter Allies i Ghana.

Foday Manneh besøgte VB i foråret, hvor han prøvetrænede med klubbens U19-Ligahold og nu er VB kommet frem til en aftale med gambianerens klub om en lejeaftale for denne sæson. Foday dækker de offensive positioner på banen. Ibrahim Fard er venstreback og spiller på det ghanesiske U20-landshold.

Spillerne er begge fra årgang 2000 og dermed kan de spille for Vejle Boldklubs hold i U19-Ligaen. De tilknyttes i første omgang også cheftræner Steffen Kielstrups trup, hvor de skal vise sig frem og spille kampene i landets bedste ungdomsliga for U19-hold.

– Det er en del af en fremtidig strategi, at vi også skal have udenlandske spillere på ungdomseliteholdene. Hvis vi skal have udenlandske spillere på ungdomsholdene, så skal det være spillere med spidskompetencer, som er svære at finde i Danmark. Foday er en offensivspiller, der dækker de fleste positioner fremme på banen. Han viste et spændende potentiale og vi glæder os til at arbejde med ham. Ibrahim Fard er venstreback og vi glæder os til at påvirke hans fremtidige udvikling, siger talentchef Steen Thychosen.

Spillerne er hentet til VB med henblik på, at de indenfor en overskuelig fremtid skal kunne integreres i A-truppen.

– Vi håber, at spillerne er så gode, at de kan integreres i A-truppen. Vi véd, at med spillere fra andre kulturer er der er en tilvænningsperiode på og udenfor banen. Ved at tage dem ind tidligt, kan vi forberede dem endnu bedre på deres liv som seniorspillere på Vejle Boldklubs førstehold, siger talentchef Steen Thychosen.

Foday Manneh, Gambia, er født den 14. januar 2000 og Ibrahim Fard, Ghana, er født den 7. januar 2000.

På billedet ses Foday Manneh til venstre. Til højre er det landsmanden Modou Sohna, der også viste sig frem i Vejle Boldklub i april i år.

Tekst: Lars Christensen.