Der var en halvleg til hver, da VB og Randers med 1-1 ganske salomonisk delte i porten. Hjemmeholdet var bedst før pausen, men gæsterne sluttede stærkt, og skulle der have været en vinder, burde de tre point have været med hestevognen hjem til Kronjylland.

Der var to ændringer i forhold til det VB-mandskab, der i fredags slog EfB – begge på midtbanen. Arbnor Mucolli var spærret og Sean Murray bænket, hvilket gav plads til Jacob Schoop og Melker Hallberg centralt. Kerim Memija og Lucas From var ukampdygtig til aftenens kamp. Gæsterne startede aggressivt og pressede højt – dog uden at bringe vejlenserne i forlegenhed. Den største mulighed havde de sortklædte, da Kevin Conboys hjørnespark traf overliggeren.

Hvor Esbjerg i sidste weekend ikke ville det helt store, var der langt større offensivlyster hos Thomas Thomasbergs udvalgte. VB var dog en my farligere før pausen. Sousa var tæt ved at komme imellem og snyde Randers-keeper Carlgren, og Mads Lauritsen havde et par gode hovedstødsmuligheder efter hjørne. 1-0 blev det efter en snes minutter. Sousa gled til baglinjen, skar ind i banen og snød Carlgren med et fladt skud i det korte hjørne.

Målet syntes at ryste randrusianerne, og de rødblusede havde nu en virkelig fin periode med hurtige kombinationer, der udfordrede gæsterne. Ikke mindst unge Mølgaard på højre wingback var i det kreative hjørne – og så naturligvis altid hyperfarlige Sousa. Udeholdet fik sig dog samlet sammen, og i det 37. minut kom så udligningen. En lang fremlægning fra Johnny Thomsen blev forlænget af Erik Marxen og nåede Benjamin Stokke først, og han lobbede bolden over Bajza til 1-1, som også forblev stillingen ved pausen efter en ganske tempofyldt og afvekslende 1. halvleg.

Da Allan Sousa med en mindre skade måtte udgå 12 minutter ind i 2. halvleg – Louati kom ind i stedet – døde samtidig VB’s offensiv, og der stod Randers på resten af kampen. Ikke mindst ”der quirlige” Lobzhanidze voldte vejlenserne hovedbrud. Efter 67 minutter sendte han et lumsk skud af sted mod målhjørnet, men Bajza fik bolden drejet uden om målet. Fem minutter senere var georgieren på spil igen, da han headede kvalificeret, men igen stor redning af VB’s slovak. Vejlenserne syntes en smule energiforladte, men de mange høje Randers-indlæg fik de stærke stoppere under ledelse af Mads ”The Count” Greve, kampens VB’er, fornuftigt afvist.

I slutminutterne stillede randrusianerne sig også tilfreds med pointdelingen, og kampen fadede ud. Ud over Sousa blev også Schoop og Nilsson udskiftet i løbet af 2. halvelg. Murray og Adam Jakobsen kom ind. Der var advarsler til Viljormur Davidsen og Gustaf Nilsson. Næste opgave for vejlenserne bliver en ny fredagskamp – om en uge i Haderslev mod SønderjyskE.

Grundspil, Superligaen 2018-19, Vejle Stadion
Fredag den 28. september 2018 kl. 19.00
Vejle Boldklub – Randers FC 1-1 (1-1)
22. 1-0 Allan Sousa
37. 1-1 Benjamin Stokke

Kort:
13. Viljormur Davidsen (gult kort)
62. Gustaf Nilsson (gult kort)

Indskiftninger:
58. Allan Sousa ud Imed Louati ind
68. Jacob Schoop ud Sean Murray ind
73. Gustaf Nilsson ud Adam Jakobsen ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Pavol Bajza

Rasmus Lauritsen
Mads Greve
Mads Lauritsen

Tobias Mølgaard
Melker Hallberg
Ylber Ramadani
Jacob Schoop (anfører)
Viljormur Davidsen

Allan Sousa
Gustaf Nilsson

Bænken:
Thomas Hagelskjær (m)
Felix Örn Fridriksson
Imed Louati
Sean Murray
Adam Jakobsen
Thomas Gundelund
Vladis Emmersón

Dommer: Michael Tykgaard
Tilskuere:
3.204

Randers FC (4-4-2): Patrik Carlgren – Johnny Thomsen, Jonas Bager, Erik Marxen, Kevin Conboy – Mikkel Kallesøe, André Rømer, Nicolai Poulsen, Saba Lobjanidze (88: Mads Aaquist) – Marvin Egho (53: Emil Riis Jakobsen), Benjamin Stokke (90: Mikael Boman)
Træner: Thomas Thomasberg.

Kort:
10. Mikkel Kallesøe (gult kort)

Tekst: Ole Kristensen.