I pausen i kampen VB-AaB d. 23-11 blev VB’s 1978-hold hyldet – det mandskab, der for netop 40 år siden vandt det først danske mesterskab med betalt fodbold. Målet blev dengang vogtet af en ærkekøbenhavner, Alex Nielsen, der også var keeper, da VB for seks år siden senest blev nationale mestre. Tilbageblik har taget målmandshandsken op og præsenterer mesterskabskeeperen.

 

 

Danmarks første kontraktspiller

 

Af: Ole Kristensen

 

Ifølge Mr. VB, Ejgil Jensen, var Alex Nielsen Danmarks første kontraktspiller. Aftalen med københavneren var truffet allerede i efteråret 1977, så da indførelse af kontraktfodbold kunne vedtages på DBU’s repræsentantskabsmøde d. 25. februar 1978, kunne Alex’ kontrakt præsenteres som den første.

 

Alex Nielsen startede karrieren som 6-årig i Boldklubben Sylvia, der spillede i Kløvermarken i København. Som 9-årig rykkede han med familien til Sundby, hvorfor lille Alex gik en tur i med sin far for at kigge på de forskellige klubber, der spillede her – bl.a. B 1908, Fremad Amager og Olympia. Han blev genkendt af en træner fra Fremad Amager, som gav ham en romkugle og spurgte, om han ikke havde lyst at spille for Fremad.

”Så min første transfer var altså en romkugle,” smiler Alex.

 

I 1977 synger VB-keeper Niels Wodschous karriere på sidste vers, og klubben er på udkig efter en erstatning. Per Jørgensen, Ulrich Thychosen og Knud Herbert Sørensen kender Fremad Amager-keeperen fra U-21 landsholdet og anbefaler ham til Ejgil Jensen.

Alex bliver besigtiget af VB både i en U-21 landskamp og i en 2. divisionskamp for Fremad Amager.

”Da vi varmer op uden for Sundby Idrætspark kommer en person hen og præsenterer sig som værende fra Vejle Boldklub. Han sagde, at jeg altså lige skulle vide, at VB var der for at besigtige ham. Jeg troede mindst, han var klubdirektør, men det viste sig senere, det blot var Jens Erik Skylvad, en (nu afdød) official fra klubben. Var jeg ikke nervøs før kampen, så blev jeg det i alt fald…” husker Alex.

 

Alex Nielsen spiller nu i VB i 10 år og bliver dansk mester to gange og pokalmester en enkelt gang.

”Jeg husker ikke mindst den opdragelse, vi fik ved siden af, ” siger Alex. ”Vi lærte ordentlighed og respekt for den position som rollemodel, vi havde.

Vi lærte også, at den bedst forberedte vinder i længden. Djævelen ligger i detaljen, og træner Poul Erik Bech var utrolig seriøs og med blik for netop detaljer, som kunne blive kampafgørende. Man lærte at koncentrere sig, og den VB-skole, jeg har været igennem, har senere hjulpet mig i min erhvervskarriere.

Jeg håber, at seniorer, oldboysspillere og trænere/ledere stadig er sig deres ansvar bevidst og forsøger at videregive den gode VB-ånd til næste generation.”

 

Alex fik mange ungdomslandskampe, men kun en enkelt A-landskamp.

”I VB sad Troels Rasmussen på bænken for mig. Det blev han træt af i længden, hvorfor han skiftede til AGF, hvor han kom på holdet og også endte på landsholdet. Og så var det min tur til at sidde på bænken for ham i det regi,” smiler Alex, der dog mindes det som en god og kammeratlig rivalisering de to imellem.

 

Noget udlandseventyr blev det aldrig til for den stærke keeper.

”Jeg havde tre tilbud. Det første kom i min Fremad Amager-tid, hvor jeg som helt ung kunne være kommet til Ajax sammen med Lerby og Arnesen og være blevet reserve for Piet Schrijvers. Min far sagde dog nej – han ville, at jeg skulle have en uddannelse først, og det er jeg ham taknemmelig for i dag.

Derudover var der tilbud fra Hertha Berlin og FC Porto, men af forskellige grunde blev det ikke til noget. Jeg ville gerne have haft oplevelsen med udlandet, men er omvendt glad for den civile karriere, jeg fik i Danmark.”

 

Alex er læreruddannet fra Jelling Seminarium. Læreruddannelsen har han kun anvendt direkte i to år på Damhavens skole på nedsat tid, men som han siger, bruger han den hver dag.

”Jeg har arbejdet med mennesker i 35 år og har haft stor anvendelse af såvel pædagogik som psykologi.”

Da karrieren i VB stoppede, flyttede Alex tilbage til København, hvor han blev direktør i Dansk Tipstjeneste og spillede som amatør i Hvidovre og senere i HIK. Han fik dog sin afskedskamp for VB, mens han spillede for Hvidovre. I december 1987 blev han efter afbud fra Peter Kjær inviteret med på VB’s tur til Malaysia og spillede således sin sidste kamp med VB-logoet mod det tjekkoslovakiske OL-landshold.

Han har taget lederuddannelser og diverse uddannelser i økonomi og kom i 2002 til Mediehuset Herning, hvor han stadig arbejder.

 

Alex følger stadig godt med i fodboldens verden, hvor ikke mindst målmandsspillets udvikling naturligt har hans interesse.

”Målmændene er blevet mere komplette spillere i dag. Der kræves et langt bedre benarbejde end tidligere, hvor vi med de daværende regler blot kunne samle bolden op. Jeg savner dog keepernes deltagelse i feltet ved indlæg. Alt for ofte bliver de stående på stregen og tør ikke løbe risikoen ved at gå ud og bruge hænderne af angst for at dum ud på TV, hvis det mislykkes.”

Alex husker, at allerede Poul Erik Bech havde fokus på målmandens rolle som ”første angriber” – altså hans igangsætning.

”Jeg har faktisk i min VB-tid haft en tre-fire assists til scoringer, og det er blevet forfinet af målmændene i dag med præcise udkast og udspark, som kan sætte en omstilling op,” siger Alex, som sætter pris på den dimension, Manuel Neuer har givet målmandspositionen som en del af totalfodbolden.

 

Alex Nielsen har stadig forbindelse til gamle holdkammerater som Peter Hansen, Per Jørgensen, Knud Herbert (2), Gert Eg og Jørgen Bach, som han ses med flere gange om året, ligesom han følger VB’s resultater med interesse.

”Målsætningen er jo, som jeg forstår det, i første omgang overlevelse. Det tror jeg, der er gode muligheder for, om end vi næppe undgår playoff kampe. Vi skal have udviklet et tempo i spillet, som gør, at vi kan slå til i disse knald-eller-fald-kampe.

Jeg synes, VB har mange spændende spillere. Vi har selvfølgelig også mangler, men jeg synes, det er et fint comeback, vi har fået til den bedste række efter flere kriser. Det er så vigtigt at blive hængende nu.”

 

Alex Nielsen ser fodbold i dag som en del af underholdningsindustrien.

”Det skal være en totaloplevelse, og det nødvendiggør også brugen af udenlandske spillere. Dog er det vigtigt at passe sit rekrutteringsarbejde. Det er billigst i længden selv at producere nogle af sine dygtige spillere.”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Faktaboks:

Navn Alex Nielsen
Født 26. marts 1958
Plads på holdet: Målmand
Debut for VB 12. februar 1978, Medan (Indonesien)-VB 1-1
Sidste kamp for VB 11. december 1987 i Kuala Lumpur, Malaysia, Tjekkoslovakiske OL-landshold-VB 2-0
Kampe og mål for VB 327/0
Andre klubber Sylvia, Fremad Amager, Hvidovre (1987) , HIK
A-landskampe 1 (DK-DDR 1-2,  OL-kval. i Aarhus 4. maj 1983)
Ungdomslandskampe 16 U-21
Ligalandskampe 1
Bedste resultater Dansk mester med VB 1978 og 1984. Pokalmester med VB 1981
Civilt Læreruddannet, underdirektør i Dansk Tipstjeneste (1987-2002), fra 2002 direktør i Mediehuset Herning og chefredaktør for Herning Folkeblad og Midtjyllands Avis