Vejle Boldklub og Thomas Hagelskjær har forlænget kontrakten, så den 24-årige målmand fortsætter i Nørreskoven frem til sommeren 2021. Hagelskjær spillede de sidste ni kampe i Superligaen og står i alt noteret for 20 kampe for VB.

Tidligere på ugen forlængede Mads Lauritsen, Kjartan Finnbogason og Tobias Mølgaard kontrakterne med VB, og nu har en af de spillere, hvis aftale stod til udløb med Vejle Boldklub denne sommer, også sat sin signatur på en ny kontrakt.

Jacob Krüger, der er teknisk chef i Vejle Boldklub, ser frem til at fortsætte med Thomas Hagelskjær som en del af truppen.

– Thomas stod de sidste ni kampe i træk i Superligaen, og her leverede han meget stabile præstationer. I løbet af de to år, han har været i VB, har han altid været klar, når der har været brug for ham. Det har været i rollen som indskifter, men også i de kampe, han spillede fra start. Med denne kontraktforlængelse bygger vi på den stamme af særligt danske spillere, der har været i Vejle Boldklub i et par sæsoner og har et kendskab til NordicBet LIGA, siger Jacob Krüger.

– Den erfaring, Thomas Hagelskjær havde fra seniorfodbold, inden han kom til VB, begrænsede sig til reserveholdskampe og ungdomslandskampe. Særligt i den sidste sæson i Superligaen, hvor han erobrede mange spilminutter, tog han store skridt i sin personlige udvikling, og den ser vi frem til at bygge mere på i de kommende år. Thomas bliver en del af et stærkt målmandsteam, hvor konkurrencen er åben, og vi glæder os over, at vi har ham med i de kommende to sæsoner, siger Jacob Krüger.

24-årige Thomas Hagelskjær har konkurreret med Pavol Bajza og Gianluca Zanette om spilletiden i målet i den seneste sæson, og med 13 startpladser og to indhop i den foregående sæson har Hagelskjær vist sig konkurrencedygtig.

– Beslutningen om at forlænge med VB var meget simpel. Jeg vil helst være i Vejle og fortsætte den udvikling, jeg har været igennem i de sidste to sæsoner. Den opbakning, vi spillere modtog på banen umiddelbart efter kampen mod Hobro, var med til at overbevise mig om, at jeg skulle fortsætte her. VB er fortsat en spændende klub, og jeg vil gøre mit til, at vi indfrier ambitionen for den kommende sæson og giver fansene nogle gode oplevelser, siger Thomas Hagelskjær.

– Sommerpausen ovenpå en nedrykning er ikke den sjoveste, men vi samler ny energi i de her uger. Jeg glæder mig til at møde ind til træningsstart om et par uger sammen med medspillere og trænere. Vi satte mange gode præstationer sammen i løbet af foråret, og det giver mig en tro på, at vi kan lykkes i den kommende sæson. Jeg glæder mig over, at flere af mine medspillere og træneren også fortsætter i den kommende sæson, så vi bibeholder kontinuiteten, siger Thomas Hagelskjær.

Tekst: Lars Christensen.