Thomas Gundelund har underskrevet en tre-årig kontrakt med Vejle Boldklub fra 1. januar 2018 til 31. december 2020. Den talentfulde midtbanespiller og back på klubbens U17-Ligahold debuterede tidligere på efteråret på NordicBet LIGA-holdet og er inde omkring det danske U17-landshold.

Talentchef Steen Thychosen ser spændende perspektiver i alsidige Thomas Gundelund.

– Det er svært at definere en A-plads til Thomas, men han har en veludviklet spilforståelse i en ung alder og det gør ham meget spændende. Thomas er både løbestærk og teknisk god og det er vigtige parametre i dagens fodbold. Han træffer mange kloge beslutninger i kampene og han har hele den pakke vi efterlyser ved en ungdomsspiller, der skal have en kontrakt som 16-årig, siger Steen Thychosen.

Talentchefen har fulgt Thomas Gundelund siden han kom til klubben for snart halvandet år siden. Først da Gundelund fyldte 16 år den 6. november var han gammel nok til at underskrive en ungdomskontrakt med VB.

– Thomas har været en solstrålehistorie siden han kom til klubben som 14-årig i sommeren 2016. Fra dag et blev han U17-Ligaspiller i en meget ung alder og det niveau har han fastholdt og udbygget lige siden. Debut på divisionsholdet i en ung alder lover godt, men Thomas skal fastholde dedikationen og det hårde arbejde i dagligdagen. At være kontraktspiller i ungdomsafdelingen i VB betyder, at man går forrest på fodboldbanen og omkring uddannelse og Thomas Gundelund prioriterer begge dele. Vi er glade for at have sikret ham seks måneder ind i tiden som senior og ser fortsat et stort udviklingspotentiale i ham som vi sammen skal løfte i den kommende tid, siger Steen Thychosen.

Thomas Gundelund Nielsen skiftede fra Skive IK’s U15-hold i sommeren 2016 til Vejle Boldklubs U17-Ligahold. I sidste og denne sæson har han været fast på VB’s U17-Ligahold og været en bærende spiller. Gundelund debuterede i foråret på det danske U16-landshold og efter sommerferien har han været fast med inde omkring U17-landsholdet.

Han har allerede spillet et par kampe med U19-Ligaholdet og debuten på NordicBet LIGA-holdet kom i efterårssæsonens sidste kamp mod Vendsyssel FF. Gundelund kom ind til de sidste par minutter og blev Vejle Boldklubs yngste debutant i nyere tid. Thomas Gundelund er netop udtaget til det danske U17-landshold der i januar drager på træningslejr på Cypern.

Ved siden af fodbolden går Thomas Gundelund i 10. klasse på Vejle Idrætsefterskole.

Læs et interview med Thomas Gundelund efter debutkampen for VB i sidste måned her.

Tekst: Lars Christensen.