Vejle Boldklub har en lang og gloværdig tradition med talentudvikling i Nørreskoven. For et årti siden foregik talentarbejdet på Nordre Stadion, som nu er et villakvarter. Siden 2010 har det daglige arbejde med klubbens talenter foregået i VB Parken og de seneste år er udviklingen virkelig gået stærk.

Med øgede licenskrav fra DBU og med en ejerkreds i Vejle Boldklub med fokus på talentudvikling er der igennem de seneste par år brugt flere og flere penge på Akademiet. Fra sommer går udviklingen endnu en gang mod et endnu mere professionelt setup. Det sker med en lang række opgraderinger omkring klubbens unge mennesker. En udvikling der glæder Vejle Boldklubs talentchef Steen Thychosen.
– Vi har en målsætning om at have et af de bedste talentudviklingsmiljøer i landet, hvilket vi hele tiden arbejder på at optimere. De seneste år har vi investeret meget, og måske har det været medvirkende til, at vores hold har præsteret rigtig godt de seneste par år, fortæller Steen Thychosen.

Nedenfor følger et overblik over de mange opgraderinger, der er foretaget eller kommer til at blive foretaget i talentafdelingen i den kommende periode.
– Thomas Graabæk er ansat som ungdomudviklingstræner på fuld tid. Thomas Graabæk har hidtil været ansat som U13 træner og forretningsfører i moderklubben.
– Der vil fra d. 1. juli blive ansat en fysisk træner på fuldtid. Den fuldtidsansatte træner skal kun være tilknyttet Vejle Boldklub Akadami.
– Der vil fra d. 1. juli ligeledes blive ansat en transitionstræner. Denne træners primære opgave er, at lette den svære overgang fra U19-spiller til klubbens bedste seniorhold.
– Den mentale coach vil ligeledes blive opgraderet.
– Det fysioterapeutiske behandlerteam er ligeledes blevet opgraderet.

Alle disse opgraderinger er noget, som de unge spillere i Vejle Boldklub kommer til at stifte bekendskab med i hverdagen, men også omkring kampene og opgaverne i udkanten af holdet er blevet opgraderet.
Som et eksempel foregår alle Liga-kampe i VB Parken med speaker og musik. Et professionelt setup, kalder talentchef Steen Thychosen det.

Udover det i forvejen nævnte er Casper Eilerskov blevet ansat som teammanager for U17 og U19-holdet, samt som ansvarlig for kampafviklingen i VB Parken og for salg af lotteri i forbindelse med Superligakampene. Derudover løser Casper Eilerskov også diverse ad hoc-opgaver.
Henrik Jacobsen er manden der klarer de administrative opgaver og står for stævne afvikling.

Alle disse opgraderinger glæder talentchefen, men bliver på ingen måde en sovepude for talentarbejdet i Vejle Boldklub.
– Vi er med på det tog, der kører hurtigt i Danmark. Rigtig mange klubber satser benhårdt på talentudvikling, men vi er godt tilfredse med vores setup, selvom vi til stadighed vil gøre tingene bedre og endnu mere professionelt. Det arbejder vores dygtige trænere på hver dag i VB Parken. Vi er med på vognen, men ved også det kræver hårdt arbejde at blive ved med at være en del af eliten i talentudviklingen i Danmark, understreger talentchef Steen Thychosen.

Tekst: Jacob Thychosen