Vejle Boldklubs ungdomshold møder SønderjyskE på udebane i denne weekend. Begge hold skal rejse sig efter sidste weekends nederlag hjemme i VB Parken til Esbjerg.

Spil og chancer var til point, da U17- og U19-Ligaholdene i sidste uge havde besøg af Esbjerg fB, men gæsterne løb med sejren i begge kampe. Det skal vejlenserne forsøge at revanchere i den kommende weekend, når SønderjyskE er modstanderen i Haderslev. I U19-Ligakampen er VB favoritter mod et SønderjyskE-mandskab på rækkens 9. plads ni points efter VB. I efteråret spillede de to hold en underholdende kamp i Vejle, hvor VB vandt 5-3. Men da klubberne testede formen i januar var det sønderjyderne der tog en klar sejr, så der venter med garanti en spændende kamp.

Cheftræner Steffen Kielstrup og assistenttræner Bo Møller råder igen over topscorer Thais Damgaard Nielsen, der afsonede karantæne mod EfB.

I U17-Ligaen har VB fortsat den første sejr til gode i 2019. Senest spillede holdet en flot kamp mod Esbjerg, men heldet var ikke med vejlenserne i de afgørende situationer. Cheftræner Kim Leth Andersens mandskab rejser til Haderslev som favoritter. Vejlenserne er kun et point fra 3. pladsen i U17-Ligaen, mens SønderjyskE ligger på sidstepladsen. Sønderjyderne vandt dog senest 2-1 i AaB og i efteråret spillede VB 1-1 mod SønderjyskE, så mødet kræver en sund respekt.

U17-Ligaholdet måtte mod EfB undvære ligatopscorer Wahid Faghir, der spillede på U19-Ligaholdet, mens Oska Bagge havde karantæne efter en udvisning mod AaB. Oska Bagge afsoner mod SønderjyskE anden og sidste karantænedag.

Lørdag den 6. april

U19-Ligaen kl. 12.30
SønderjyskE – Vejle Boldklub

U17-Ligaen kl. 14.45
SønderjyskE – Vejle Boldklub

Kampene spilles på banerne ved Haderslev Idrætscenter. Adressen er Stadionvej 5, 6100 Haderslev.

Tekst: Lars Christensen.