Vejle Boldklubs ungdomshold er tilbage i VB Parken efter sidste uges kampe i Haderslev mod SønderjyskE. Modstanderen er Brøndby IF og kampene spilles i forlængelse af hinanden lørdag eftermiddag.
VB’s talenter fik kun et point med hjem fra Sønderjylland i lørdags. U19-Ligaholdet spillede 1-1, mens U17-Ligaholdet tabte 0-3.
Cheftræner Steffen Kielstrup og assistenttræner Bo Møllers mandskab skal tilbage på sporet efter to kampe uden sejr. Kampen mod Brøndby er en direkte duel om fjerdepladsen i U19-Ligaen. De to klubber ligger á point, men BIF har spillet to kampe færre end VB. Brøndby trænes af Joakim Mattsson, der er kendt for at have stået i spidsen for flere jyske divisionsklubber og svenskeren er også tidligere assistenttræner i en række Superligaklubber. Ved sin side har han Tommy Schram (billedet, red.), der spillede i VB fra 2002 til 2004.
I efteråret vandt Brøndby 4-3 over VB på Vestegnen. BIF’s to seneste udekampe i Vejle er endt 4-1 til VB og 1-1.
I U17-Ligaen er VB en del af det brede midterfelt, der kæmper om placeringerne i den bedste halvdel. Cheftræner Kim Leth Andersens hold har fortsat den første sejr i foråret til gode, men særligt i den seneste hjemmekamp mod Esbjerg var spil og chancer til point. Til den kommende kamp mod Brøndby, kan trænerne igen råde over Oska Bagge, der havde karantæne senest. I efteråret var BIF vejlenserne overlegne med en sejr på 6-0.
Lørdag den 13. april
U19-Ligaen kl. 12.00
Vejle Boldklub – Brøndby
U17-Ligaen kl. 14.15
Vejle Boldklub – Brøndby
Kampene spilles i VB Parken. Adressen er Hellumvej 9, 7100 Vejle. Alle er velkomne og der er gratis entre.
Tekst: Lars Christensen.