Vejle Boldklub var en klasse eller to over Bechem United i træningskampen i VB Parken onsdag eftermiddag. Ghaneserne gjorde hvad de kunne, men udfordre vejlenserne over 90 minutter kunne de ikke og sejren på 8-0 var hverken for stor eller for lille.

Det var analytiker og transitionstræner Morten Bisgaard der styrede reserveholdet i dagens testkamp i VB Parken. Modstanderen var Bechem United fra Ghana, der rejser rundt i Danmark og spiller træningskampe fra deres base i Aalborg. Den ghanesiske turnering er suspenderet på grund af korruption og det tvinger klubben til at arrangere træningskampe. Bisgaard havde en startopstilling med Thomas Hagelskjær på mål. Foran ham en bagkæde med Lauritsen og Juhani Ojala centralt. U19-holdets Mathias Voss i højre side og Andreas Broe i venstre. På den bagerste midtbane Lundrim og Adama Fofana. Norske Magnus Grødem lå bag Brenner, mens Vitinho og Villads Rasmussen spillede på siderne.

På bænken var der blandt andre blevet plads til Alex Neacsu. Rumæneren fra årgang 2003 prøvetræner i øjeblikket med Akademiet. Træningskampen blev spillet på bane 1 i VB Parken, hvor det væltede ned med regn i timen op til kick-off og det fortsatte igennem hele kampen.

Ghaneserne havde faktisk kampens første tilbud, da de fik en dobbeltchance kort inden VB’s føringsmål. Thomas Hagelskjær reddede først VB med en god parade inden Bechem United sparkede forbi mål. Efter pausen havde Bechem Uniteds anfører et godt hovedstød som Zanette reddede ud til et hjørne, men ellers stod der VB på chancerne i den ensporede kamp. ”Vitinho” åbnede til 1-0, da han udnyttede en god dybdebold fra anfører Mads Lauritsen. Samme ”Vitinho” fandt landsmanden Brenner kort efter og han scorede med et hårdt spark i feltet. Det blev 3-0 på kampens flotteste angreb otte minutter før pausen. Mads Lauritsen fandt Andreas Broe i siden og backens tværpasning kunne Magnus Grødem ugeneret sende i nettet. Inden pausen fik ”Vitinho” scoret to mål. Først assisteret af Brenner og siden af Grødem, der fandt den veloplagte nummer 98 i feltet.

VB skiftede tre spillere i pausen og ind kom Alexander Jensen og Valdemar Sadrifar fra U19-Ligaholdet, mens Zanette overtog tjansen i målet fra Hagelskjær. Kampens sjette VB-scoring havde netop indskiftede Sadrifar næstsidste fod på, da han spillede ”Vitinho” fri. Nok var modstanden ikke på NordicBet LIGA-niveau denne eftermiddag i VB Parken, men den unge brasilianer viste om ikke andet, så træfsikkerhed i den overbevisende testsejr. Herefter gik kampen lidt i tomgang og de atletiske ghanesere fik – når der var tid og plads – lejlighed til at vise, at der var flere gode fodboldspillere i blandt. Men Zanette sørgede altså for clean sheet, da han snuppede et hovedstød fra anføreren efter hjørne. Bechem United nåede også at appellere for straffe, men dommer Stefan Fyhn lod spillet fortsætte.

I slutminutterne blev cifrene så rigtigt slemme for de godt kæmpende gæster. Den newzealandske kantraket Matthew Conroy blev spillet op to gange og lukkede til 7-0 og 8-0. Først kom han ind fra venstre side og scorede med et godt spark, mens den ottende scoring var assisteret af Mads Lauritsen der spillede Conroy fri.

VB gav spilletid til rumænske Alex Neacsu i de sidste godt og vel 25 minutter. Den 16-årige midtbanespiller prøvetræner i øjeblikket med Vejle Boldklubs ungdomsafdeling.

Reserveholdstræningskamp, VB Parken
Onsdag den 4. september 2019 kl. 16.00
Vejle Boldklub – Bechem United 8-0 (5-0)
12. 1-0 João ”Vitinho” Souza
19. 2-0 Brenner Alves Sabino
37. 3-0 Magnus Grødem
40. 4-0 João ”Vitinho” Souza
44. 5-0 João ”Vitinho” Souza
60. 6-0 João ”Vitinho” Souza
84. 7-0 Matthew Conroy
90. 8-0 Matthew Conroy

Indskiftninger:
46. Thomas Hagelskjær ud Gianluca Zanette ind
46. Adama Fofana ud Alexander Jensen ind
46. Andreas Broe ud Valdemar Sadrifar ind
66. Lundrim Hetemi ud Matthew Conroy ind
66. Magnus Grødem ud Alex Neacsu ind
83. Brenner Alves Sabino ud Aidan Liu ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Thomas Hagelskjær

Mathias Voss
Mads Lauritsen (anfører)
Juhani Ojala
Andreas Broe

Lundrim Hetemi
Adama Fofana

João “Vitinho” Souza
Magnus Grødem
Villads Rasmussen

Brenner Alves Sabino

Bænken:
Gianluca Zanette (m)
Valdemar Sadrifar
Alexander Jensen
Matthew Conroy
Aidan Liu
Alex Neacsu (prøvespiller)

Dommer: Stefan Fyhn (2DV)
Tilskuere:
Cirka 40

Tekst: Lars Christensen.