Landsholdsfodbolden ruller over det meste af Europa og VB har haft spillere på diverse ungdoms- og seniorlandshold i de sidste par dage. Vi giver dig overblikket over VB-spillernes kampe herunder.

Det danske U19-landshold er i Irland til to venskabskampe mod irerne inden det bliver alvor med EM-kvalifikationskampe senere på efteråret. VB er repræsenteret ved Tobias Sommer og Thomas Gundelund. I fredags spillede de to lande den første kamp. Den vandt Danmark 1-0. Tobias Sommer spillede de første 78 minutter på den danske midtbane, mens Gundelund kom ind fra bænken efter 65 minutter.

Arbnor Mucolli er samlet med det albanske U21-landshold og albanerne spiller deres eneste kamp i denne landsholdssamling mod Kosovo i morgen den 15. oktober.

Færøerne og Viljormur Davidsen har to kampe i EM-kvalifikationen. Den første blev spillet hjemme i Tórshavn mod Rumænien i lørdags. Viljormur spillede alle 90 minutter på venstreback for færingerne. Øboerne havde længe 0-0, men sent scorede gæsterne tre mål. Færøerne har endnu en EM-kvalkamp mod Malta tirsdag inden Viljormur vender tilbage til VB og forberedelserne til Kolding-kampen.

Ylber Ramadani og Albaniens A-landshold mødte i fredags Tyrkiet på udebane i EM-kvalen. Ylber Ramadani så kampen fra bænken i alle 90 minutter. Tyrkiet vandt med 1-0. Albanien spiller igen mandag aften mod Moldova på udebane.

Malte Amundsen og det danske U21-landshold er samlet til to EM-kvalifikationskampe. Hjemme i Aalborg vandt danskerne 2-1 over Nordirland i torsdags. Sejrsmålet scoret sent af Jens Odgaard. Malte Amundsen blev sorteret fra den danske trup op til kampen og måtte kigge på fra tribunen. Danskerne er rejst videre til Finland, hvor der venter endnu en vigtig EM-kvalkamp mandag aften kl. 19.00. Kampen sendes direkte på 6’eren.

Tekst: Lars Christensen.