Wahid Faghir begyndte på banen, da det danske U17-landshold åbnede Internordic-turneringen på hjemmebane med en sejr på 2-0 over Finland.

Landstræner Michael ”Mex” Pedersen havde fundet plads til den 16-årige VB’er fra start, da Finland var modstanderen i Nyborg i den første kamp i den åbne internordiske turnering på Fyn. Danmark stillede op i en 4-3-3-formation og Wahid Faghir var foretrukket som midterste angriber. Den unge VB’er kom til flere nærgående forsøg før pausen, men gode redninger gjorde, at han ikke kom på måltavlen. Et par minutter før pausen scorede Valdemar Lund til 1-0, mens det var Andreas Kaltoft der scorede til 2-0 efter 78 minutter.

Wahid Faghir blev udskiftet efter 73 minutter i åbningssejren. Den anden VB’er i truppen, Oliver Provstgaard Nielsen, så hele kampen fra bænken. Danmark spiller igen på onsdag den 7. august kl. 14.30. Modstanderen er Mexico. De to spillere er ikke eneste VB’er i den danske delegation. Assisterende landstræner er VB’s analytiker og transitionstræner, Morten Bisgaard.

Tekst: Lars Christensen.