Vejle Boldklubs U17-hold spillede en dårlig første halvleg i lørdagens hjemmekamp mod AGF og var bagud med 2-0. Efter overbevisende sidste 30 minutter sikrede Kim Leth Andersens drenge sig dog det ene point og var i kampens afslutning ikke langt fra en sejr.

Vejlenserne fik en skrækkelig start, da mandskabet allerede efter tre minutter kom foran efter en fejl i opbygningsspillet hos hjemmeholdet. Generelt kom VB rigtig skidt fra start og gæsterne fra Aarhus sad massivt på spillet via et højt og aggressivt pres.
Efter 25 minutter kom gæsterne foran 2-0 på et straffespark. Straffesparkskendelsen gav en del diskussion mellem Vejle-lejren og kampens dommer, men kendelsen stod ved magt og gæsternes dygtige angriber Frederik Ihler omsatte sikkert sparket til en 2-0 føring.
Pausestillingen forblev ved de 2-0 til AGF, hvilket var en fair udgang på en skidt første halvleg fra værternes side.
– I vores første halvleg lavede vi for mange personlige og tekniske fejl. Det gav os både en del omstillinger imod os, men også at vi ikke kom til noget offensivt, fortæller VB-træner Kim Leth Andersen.

I pausen foretog Vejle Boldklub en enkelt indskiftning, hvor Niklas Dupont kom på banen i stedet for Matias Tomaselli.
Kampbilledet var dog ikke ændret i starten af anden halvleg, hvor det stadigvæk var aarhusianerne som de dominerende. Efter et kvarter ændrede kampbilledet sig radikalt og lige pludselig var det Vejle Boldklub som de dominerende.
Vejlensernes normale venstre back Guy Maneekorn Jensen kom i forbindelse med en indskiftning op på venstre kant, hvilket viste sig at være et rigtig godt træk fra hjemmeholdets side. Den lille tekniker overlistede først gæsternes målmand på et skud langt udefra, inden han fem minutter senere fik udlignet på en nedfaldsbold. Med 10 minutter igen var det med VB i teten og hjemmeholdet gik efter sejren og det lignede et straffespark til værterne kort før slutfløjt, men dommeren vinkede afvisende. I slutminutterne blev det ikke til flere store chancer og slutresultatet forblev 2-2.
– Efter at have været nede 0-2 skal vi være tilfredse med at få point. Vores udtryk ændrede sig markant i løbet af anden halvleg og i de sidste 30 minutter spillede vi god fodbold, forklarer Kim Leth Andersen, som samtidig kalder uafgjort for et fair resultat.

Vejle Boldklubs U17-mandskab har nu friweekend og næste kamp er først lørdag d. 5. oktober, hvor FC Nordsjælland er modstanderen på udebane kl. 15.30.

Kampfakta
Vejle Boldklub-AGF 2-2 (0-2)
03. 0-1 
25. 0-2 Straffespark
75. 1-2 Guy Maneekorn Jensen
80. 2-2 Guy Maneekorn Jensen

Kort:
58. Tobias Lauritsen
83. Jashar Beluli

Indskiftninger:
45. Matias Tomaselli ud Niklas Dupont ind
65. Batughan Öksum ud Magnus Rasmussen ind
70. Lucas Hove ud Mikkel Rytter ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Tobias Jakobsen

Christian Jørgensen
Oliver Olsson
Oliver Nielsen
Guy Maneekorn Jensen

Lucas Hove
Matias Tomaselli
Tobias Lauritsen

Christian Gammelgaard
Jashar Beluli
Batughan Öksüm

Bænken:
Magnus Rasmussen
Mikkel Rytter
Niklas Dupont
Andras Köllner (Ikke benyttet)

Tekst: Jacob Thychosen