Da der var spillet 92 minutter af lørdag middags testkamp på VIES mod Kjellerup IF, tegnede alt til årets første VB-sejr. Men i de absolut døende sekunder fik 2. divisionsholdet på straffe udlignet den føring, Jonas Andersen havde skaffet VB i første halvleg.

Værterne stillede stærkt op. Pavol Bajza og Nicolaj Madsen var dog ikke i spil – sidstnævnte var ramt af sygdom – ligesom Rasmus Lauritsen startede på bænken. Thomas Hagelskjær havde handskerne på foran en bagkæde bestående af Memija, Greve, Mads Lauritsen og Davidsen. På midtbanen så man Ramadani, Elgaard og Schoop, mens den tilbagevendte Allan Sousa dannede angreb med Jonas Andersen og Louati.

VB pressede på fra start, og allerede efter et minut burde Imed Louati have bragt de rødblusede foran. En fejl af KIF’s midterforsvarer Ibrahim skaffede tuneseren en friløber, men han blev pillet af Kjellerup-keeper Benjamin Schubert. Gæsterne ville dog også være med i en livlig start, og minuttet efter var det Kristoffer Lind, der helt fri i det vejlensiske felt sparkede over mål.

Jonas Dals mandskab, der indtager andenpladsen i oprykningsslutspillet, startede træning den 15. januar og afviklede i dag sin første træningskamp. De gemte sig ingenlunde, men blev som halvlegen skred frem trykket mere og mere bagud af et VB-hold, der pressede højt på banen.

Mads Greve var tæt på to gange efter Sousa-dødbolde, men midterforsvareren headede først forbi og sparkede dernæst lige på keeper Schubert. 1-0 skulle det dog blive. Et hjørne fra Allan Sousa fik lov at passere fladt gennem feltet, hvor Jonas Andersen sluttelig kunne banke bolden i mål.

Imed Louati kunne inden masseudskiftningen have øget VB-føringen. Først skød han lige forbi i lovende position, og efter en halv time nåede han lige netop ikke frem til et fint Sousa-indlæg. Kort efter skiftede hjemmeholdet syv mand, og en del unge og mere uprøvede kræfter overtog scenen. Inden halvlegsfløjtet var Kjellerups prøvespiller Ali tæt på med en flugter i sidenettet.

VB skiftede yderligere fire gange i løbet af 2. halvleg, så kun Thomas Hagelskjær spillede hele kampen. 2. halvleg blev jævnbyrdig, men VB havde de få chancer, der bød sig. Rami Ayman var tæt på syv minutter efter pausen, da han fra en spids vinkel måtte se sig pareret af Benjamin Schubert. Tættest på var dog Lucas From á to omgange i det 64. minut efter et Thais Damgaard Nielsen-hjørne. Først afværgede stolpen og dernæst en Kjellerup-forsvarer på målstregen.

Da alle havde indstillet sig på en smal VB-sejr, væltede indskiftede Ukendt imidlertid Andreas Kock i feltet, og dommer Henrik Overgaard pegede korrekt på pletten. Sebastian Denius omsatte sikkert straffesparket til et lidt smigrende 1-1 slutresultat for Kjellerup IF.

Kampfakta:
Vejle Boldklub – Kjellerup IF 1-1 (1-0)
27. 1-0 Jonas Andersen
90. 1-1 Sebastian Denius (straffespark)

Kort:
71. Emil ”Agger” Nielsen, VB (gult kort)
80. Mathias Færge, Kjellerup (gult kort)

Indskiftninger:
32. Jonas Andersen ud Lucas From ind
32. Mads Greve ud Rasmus Lauritsen ind
32. Ylber Ramadani ud Dino Hasanovic ind
32. Jacob Schoop ud Rami Ayman ind
32. Viljormur Davidsen ud Emil ”Agger” Nielsen ind
32. Kerim Memija ud Thomas Gundelund ind
32. Kim Elgaard ud Mohammed Al-Hardan ind
55. Imed Louati ud Alexandru Boiciuc ind
59. Allan Sousa ud Thais Damgaard Nielsen ind
59. Mads Lauritsen ud Kasper Poulsgaard ind
59. Rasmus Lauritsen ud Ukendt ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Thomas Hagelskjær

Kerim Memija
Mads Lauritsen
Mads Greve
Viljormur Davidsen

Jacob Schoop (anfører)
Ylber Ramadani
Kim Elgaard

Allan Sousa
Imed Louati
Jonas Andersen

Bænken:
Pan Qihao (m)
Rasmus Lauritsen
Mohammed Al-Hardan
Alexandru Boiciuc
Lucas From
Kasper Poulsgaard
Emil ”Agger” Nielsen
Thais Damgaard Nielsen
Rami Ayman
Thomas Gundelund
Ukendt
Dino Hasanovic (prøvespiller)

Tilskuere: Cirka 100
Dommer: Henrik Overgaard (1DV)

Tekst: Ole Kristensen.