Af: Henrik Tønder, direktør

Vi er glade for igen – i alt fald i et eller andet omfang – at kunne byde på fodbold på Vejle Stadion. Vi savner dog vores fantastiske publikum, men i det mindste bliver der spillet igen, og kampene kan streames.

Det har været en mærkelig fornemmelse at være på arbejdspladsen de uger, hvor vores klub har været lukket ned, og hvor kun økonomichef Brian Kristensen og jeg har været på arbejde. Det, der giver den ekstraordinære arbejdsglæde – og ikke mindst i VB – er jo netop at være sammen med mennesker. Og når de VB-mennesker ikke er her – ja, så er det en speciel situation. Ensomt …

Nu er mange tilbage på arbejde igen. Her tager jeg hatten af for spillertruppen. Spillerne har ligget stille meget længe, men har ved tilbagekomsten vist sig klar og mentalt stærke. En del af de øvrige ansatte er stadig hjemsendte – en økonomisk disposition – og det er naturligvis trist, for alle i VB vil jo hellere være på arbejde end være derhjemme. Og jeg glæder mig, til vi er fuldtallige.

Økonomisk vil coronakrisen naturligvis påvirke vores klub. Samfundet og dermed også nogle af vore sponsorer er ramt. Vi ville naturligvis allerhelst have budt vore samarbejdspartnere velkommen her på Stadion i en spændende sidste del af sæsonen, men vi forsøger at holde kontakt til alle og opdatere dem og har da også fået mange positive tilkendegivelser om fortsat støtte.

Hele fodboldverdenen vil jo være påvirket af situationen omkring Covid-19. Alle vil kigge grundigt på pengene og være meget omhyggelige med, hvad de gør. Dels har klubberne jo allerede nu tabt penge på manglende kampindtægter, og dels kan der komme en længerevarende effekt, fordi man ikke kender konsekvensen af samarbejdspartnernes økonomiske tab. Vi skal være overordentlig forsigtige og kigge nøje på de midler, vi har.

Reaktionen fra vore sæsonkortholdere, som jo ikke får fuld bonus for deres køb, har været enormt positiv. Hvor andre klubber måske har oplevet 99 % opbakning, der har den i VB været 100 …! Jeg tøver ikke med at kalde dem Danmarks mest loyale fans.

Et nyt tiltag er jo klubbens kommende kæmpemosaik ved hovedindgangen. Ideen er blevet enormt godt modtaget og har ført til en masse interaktion, bl.a. på de sociale medier, hvor gamle historier om VB’ere op gennem tiden vælder frem. Grundideen stammer fra vores kommunikationschef Morten Pelch, og så har vi arbejdet videre med konceptet, og det bliver virkelig en skattekiste af en historiefortælling. Der venter nu 13 ”pokalkampe” i bestræbelserne på at holde fast i vores topplacering i NordicBet LIGA’en. Vi kommer til at undvære den fantastiske støtte fra vores fans, men jeg mener, der er en karakter i holdet, som kan bære det igennem alligevel. Det er et voksent hold med en god mentalitet. Det første bevis herpå skal gerne komme mod Næstved.