VB-træner Adolfo Sormani havde svært ved at dele spillernes glæde over aftenens pokaltriumf.

– Sådan er det, når man er træner – man er nok tilbøjelig til at fokusere på de fejl, vi laver. Vi vinder ganske vist, og det er fint på den korte bane. Men på den lange bane og med øjnene på den udvikling, vi gerne skulle gennemgå, er det ikke godt nok at lade et 2. divisionshold score tre gange mod os. Vi har en seks-otte mand bag bolden i alle situationerne, og det er mangel på koncentration og mangel på vilje i duellerne, at vi ikke får dem afvist! Og da vi kommer på 3-2, begynder vi at spille lange bolde i stedet for at køre kampen hjem, siger Adolfo Sormani.

Sormani fastslog, at hvis man lagde de positive og negative ting ved kampen i hver sin vægtskål, ville han rette blikket mod de negative.

– Vi fik endelig et clean sheet mod Horsens, og så lukker vi tre ind mod Frem. Hvordan skal det så ikke gå, når vi står over for AaB på mandag. Der er noget at arbejde med, siger Adolfo Sormani.

VB-træneren medgav dog, at kampen gav værdifuld kamptræning til flere unge spillere.

Der trækkes lod til 3. runde på torsdag kl. 12.00. Det kan følges live på www.pokalturnering.dk.

Tekst: Ole Kristensen.