Cheftræner Adolfo Sormani var tilfreds med dagens tur til Tyskland og mødet med Holstein Kiel. Og italieneren roste også Yurchenko, der til slut kom i fokus med et brændt straffespark, men ellers leverede en god præstation.

– Vi møder en meget stærk modstander i dag, erkendte VB-coach Adolfo Sormani efter kampen.

– De er ikke meget dårligere end FC Midtjylland, men vi er mere klar i dag, spiller som en enhed og holder dem fra chancer bortset fra de to mål. Vi har selv en to-tre muligheder for at score og brænder straffe. Vi kommer længere frem efter pausen, hvor Holstein Kiel mister aggressiviteten lidt.

Sormani prøvede med fire i bagkæden de sidste 20 minutter, men afviste, at det kunne være en mulighed fremover.

– Jeg kan godt lide systemet, men tror ikke, vi har spillerne til det i øjeblikket.

Det var nærliggende at vende Yurchenko, som er en profileret spiller og for første gang spillede næsten 90 minutter.

– Det var en fin mulighed i dag for at lade ham spille fuld tid. Han har nogle klare pasningskvaliteter, men det er tydeligt, at han ikke har spillet længe og har et træningsefterslæb. Vi har svært ved at give ham de nødvendige minutter i turneringen, hvor al fokus altid er på den næste kamp, siger Adolfo Sormani.

Italieneren vurderede, at Emmersón er helt klar til at tage pladsen i bagkæden mod AaB, hvor to mand er ude med karantæne.

Spillertruppen holder fri lørdag, men møder ind til træning søndag eftermiddag og begynder forberedelserne frem mod kampen mod AaB. Det opgør spilles på fredag den 23. november kl. 19.00.

Tekst: Ole Kristensen.