Cheftræner Adolfo Sormani og Vendsyssels headcoach Jens Berthel Askou havde følgende kommentarer til pointdelingen i Hjørring fredag aften.

– Jeg kunne have udskiftet hele holdet i pausen – inklusive træneren, sagde en lettere hæs VB-coach Adolfo Sormani efter kampen.

– 1. halvleg var langt under vores standard. Der var ingen aggressivitet – ingenting! Efter pausen skifter vi attitude, og vi kontrollerer kampen. Alle tager ansvar, og vi har flere chancer for at lukke kampen. Jeg er meget glad for vores præstation i 2. halvleg.

Berthel: Sindssygt vigtigt point

Den tidligere VB-spiller Jens Bertel Askou står nu i spidsen for Vendsyssels overraskende oprykkere. Og han var yderst tilfreds efter aftenens pointdeling.

– Det er et sindssygt vigtigt point for os, og holdet har arbejdet stenhårdt her i starten af vores første sæson i Superligaen. Det var en ganske levende kamp – også uden for banen med god stemning. Vi vil gerne have mange tilskuere – det er med til at give nerve og intensitet, som jeg også synes, kampen i dag har, selv om opgøret ikke bød på så mange åbne muligheder.

En stor cadeau til Vejle. De er godt organiseret og står godt på banen, og vi får ikke så meget tid til opbygning.

Askou ærgrede sig over målet, som han så som et splitsekunds uopmærksomhed ved en dødbold.

– Det har vi ellers øvet os meget i!

VFF-træneren så sit hold have lidt sværere ved at komme til muligheder end i efterårets to første kampe. – Men Vejle forsvarer sig også bedre, end fx OB gjorde, da vi mødte dem. Til gengæld er vi blevet bedre defensivt og har kun lukket et mål ind i hver af vore to sidste kampe, siger Jens Berthel Askou, der spillede i VB fra 2011 til 2013.

Tekst: Ole Kristensen.