Når de 11 Vejle Boldklub-spillere løber ind på Ceres Park i aften, så er det til et opgør, som mange tilhængere af begge klubber har ser frem til.
En jysk klassiker og to klubber, der på flere måder minder om hinanden. Både i forhold til traditionerne og opbakningen på lægterne.

Cheftræner i Vejle Boldklub Adolfo Sormani ser frem til opgøret i Aarhus og har stor respekt for AGF.

– Det er en historisk klub, der har en særlig position i Danmark. Da vi mødte dem på hjemmebane i starten af sæsonen, kunne jeg mærke på folk her i klubben, at det var et opgør man havde ventet længe på. Der var en respekt og en anerkendelse af AGF blandt Vejle Boldklubs tidligere koryfæer. Her snakker vi mennesker med et helt liv i fodbolden. Det er jo også mere et ”lokalopgør,” når det er to klubber der hver har sin egen glorværdige historie, fortæller Adolfo Sormani.

Vejle Boldklub spillede 1-1 i Nørreskoven mod de hvidblusede fra Aarhus, men trænerteamet har også efterfølgende lagt mærke til både spillestil og cheftræneren i Aarhus.

– David Nielsen er en god leder af sine tropper og jeg har stor respekt for ham. Jeg kan tydeligt se hvilken spillestil han ønsker at udtrykke på banen. Han er en motivator og har stor passion på bænken. AGF spiller en gang moderne aggressiv fodbold og når det kører for dem, er det både seværdig og blandt Danmarks bedste.

Nøglen til et godt resultat i Aarhus skal findes i måden hvorpå Vejle-spillerne kontrollerer banen på og evnen til at holde det taktiske oplæg.

– Vi skal være 100 procent tilstede. Vi skal holde intensiteten gennem hele kampen og så skal vi turde spille vores eget spil. Der er altid mange tilskuere i Aarhus og det er noget af en kontrast i forhold til sidst, at vi spillede deroppe mod Brabrand. Dengang havde vi en stor opbakning fra Vejle-tilhængerne og det er jeg også sikker på at vi får igen i aften, fortæller Sormani.

Den opmærksomme Vejle Boldklub tilhænger vil have lagt mærke til den video som AGF delte på egne platforme i weekenden, hvor Adolfo Sormani bydes velkommen til Aarhus og hvor AGF på en humoristiske måde driller italieneren med hele karantænesagen. Adolfo Sormani har også set videoen og den fik da også den varmblodige italiener til at grine.

– Det var god humor. Først kom jeg til at tænke på dengang at jeg var barn og vi legede på den måde i Napoli og derefter mindede det mig om, at det netop er et udtryk for den kærlige og respektfulde tone mellem de to klubber. Så længe man bevarer respekten, så er den slags også en vigtig ting i fodboldverdenen, afslutter Sormani.

Kampen på Ceres Park fløjtes op kl. 19.00 og Vejle Boldklubs spillere vil spille med sørgebind for at ære den tidligere Vejle Boldklub-spiller Kai Johansen, der døde i weekenden.