Søndag sætter vi gang i salget af den første kampplakat af syv

Foto: Små Film

Kampplakaten til søndagsbraget mellem Vejle Boldklub og Brøndby IF kommer fra Anne le Fevres hånd. Kampplakaten VB x ANNE LE FEVRE kan kun købes i VB-shoppen søndag. Hele salget går ubeskåret til Kong Hans Eg-initiativet og klubbens fortsatte sociale arbejde for og i Vejle og omegn.

Af Daniel Abedeny | 22. februar 2025

Læs også: Vejle Boldklub føjer nye farver til klubhistorien i årets store CSR-satsning

- Jeg har sagt ja til at være med i projektet, fordi jeg gerne vil støtte et godt formål, og fordi jeg gerne vil gøre det her for min far og min familie.

Anne le Fevre – kreativ underviser på Uldum Højskole og datter til VB-legende Ulrik le Fevre – har taget et stærkt personligt afsæt i sit arbejde med sin kampplakat, den første af syv eksklusive kampplakater til forårets syv hjemmekampe. I et motiv, der forener en veludført fortolkning af et traditionelt formsprog for kampplakaten med en rørende hyldest, vækker Anne le Fevres kampplakat både en følelse af nostalgi fra en simplere tid og tjener som en påmindelse om den stolte fodboldarv, hele Vejle by repræsenterer.

Foto: Små Film

Fjerde generation af familiedynastiet

- Jeg har VB i mit hjerte og er vokset op med Vejle Boldklub. Jeg er kommet der altid, lige siden jeg var lille. Jeg er selv en del af fjerde generation, der har spillet i klubben. Jeg har brugt utrolig mange timer på Nordre Stadion, i VB Parken, på Vejle Stadion, både det gamle og det nye, forklarer Anne le Fevre om sin tilknytning til klubben.

Kampplakaten VB x ANNE LE FEVRE er i salg på Vejle Stadion til kampen mellem Vejle Boldklub og Brøndby IF den 23. februar, dagen før årsdagen for Ulrik le Fevres bortgang i 2024. Den primære inspiration til det kreative arbejde med den første plakat i årets store CSR-satsning, FOR KUNSTEN, FOR KAMPEN, FOR KULTUREN, kommer fra gamle fotografier i familiealbummet af Annes far i aktion.

- Det har betydet meget at få lov til at få muligheden for at få lov til at gøre det her og mindes min far, og jeg vil ønske, at min far kunne se den. Så er jeg sikker på, at han havde været stolt.

Foto: Små Film

100% nonprofit – fra kunsttryk til content

Hvert design fra hver kunstner trykkes på 170 g silk hos FROM Grafisk, Vejle Boldklubs mangeårige betroede samarbejdspartner angående tryksager. Al produktion af stillbilleder og video i forbindelse med FOR KUNSTEN, FOR KAMPEN, FOR KULTUREN leveres af lokale Små Film, som i forvejen er tilknyttet Vejle Boldklub som ekstern mediepartner.

Foto: Små Film

Praktiske informationer om salg og oplag

Kampplakaten VB x ANNE LE FEVRE vil kunne købes i VB-shoppen på Vejle Stadion søndag den 23. februar. Salget følger fanshoppens vejledende åbningstider, som søndag er 14:00-16:00 og fra slutfløjt til en halv time derefter. Kampstart er klokken 16:00.

VB x ANNE LE FEVRE er produceret i 84 nummererede og signerede eksemplarer, er i A2-format (42 x 59,4 cm) og er pakket i paprør. Der sælges kun et eksemplar per kunde, og der kan kun betales via MobilePay.

En kampplakat koster 350 kroner, og hver enkelt krone fra hvert enkelt salg går direkte til Kong Hans Eg-initiativet.

Der kommer ikke et officielt salg via andre kanaler. Kampplakaten er beskyttet af ophavsretsloven.

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV