VB kan ikke score… Holdet er det mindst scorende hold i Superligaen, og i dagens bundkamp mod Hobro, der har rækkens i særklasse dårligste forsvar, lykkedes det ikke de rødblusede trods monumental spilovervægt at skabe nævneværdigt foran Jesper Rasks mål. Holdet spiller nydeligt, teknisk velfunderet, men også tandløst fodbold, og det er et problem, som må løses, hvis opholdet i landets bedste række skal forlænges.

Der var to ændringer i VB’s startopstilling. Thomas Hagelskjær var ude med sygdom, hvorfor Pavol Bajza var tilbage mellem stængerne. På bænken havde Gianluca Zanette reservehandskerne på. Ylber Ramadani var tilbage efter den skade, der holdt ham ude mod FCK og fortrængte Arbnor Mucolli til bænken. Gustaf Nilsson og Nathan Oduwa var ukampdygtige.

Snebyger drev ind over DS Arena på en råkold søndag, og 1636 tilskuere havde ikke meget at varme sig på før pausen, hvor der skete hjertens lidt i de to felter i en nervøs og kampbetonet bundkamp. VB var som det mest boldsikre hold meget på bolden mod et lidt nervøst og lavtstående hjemmehold. Vejlenserne kom da også en del over kanterne, men indlæggene savnede kvalitet, og inde foran var det ikke den store beslutsomhed, der plagede østjyderne. Chancer var en mangelvare – den største havde vel Hallberg, da han kom til frit skud efter et kvarter, men det blev til en svensk halvkikser.

Værterne var sjældne gæster omkring Bajzas mål, men ud af ingenting kom så føringsmålet. Emmanuel Sabbi, hjemmeholdets største profil, var kreatøren bag et godt Hobro-angreb. Bolden endte i venstre, hvor Mathias Haarup kom stormende og bankede bolden ind i det fjerneste hjørne. De blå/gules største – og eneste – chance i kampen.

2. halvleg var ren overlevelse fra bundholdets side. De blå/gule stod nu helt tilbage og forsvarede sig med næb og kløer. VB var til stadighed på bolden, men stadig uden at tiltvinge sig afgørende målchancer. Sousa fik straks efter pausen afsluttet fladt, men uden saft og kraft. Et kvarter ind i 2. halvleg bragte Sormani Adam Jakobsen for Mads Lauritsen og ændrede system til 4-4-3. Senere kom en dobbeltudskiftning, da Yurchenko og Mucolli kom ind på midtbanen for Ramadani og Schoop.

Mucolli havde et godt skud, som en stærkt spillende Jesper Rask fik puffet uden om stolpen. Efter en Mucolli-solo sparkede Sousa forbi bolden tæt foran Rasks mål. Mod slutningen var desperate Hobro-spillere næsten spillet ud over egen baglinje, men VB’s angrebsbestræbelser bar stadig præg af ideforladthed og meget lidt kreativitet, og så kunne bundproppen da efter fire minutters tillægstid juble over en smal sejr, første clean sheet og det faktum, at man nu har indhentet VB i tabellen… 64-36 i boldbesiddelse og 16-1 i målforsøg i VB-favør, men 1-0 til Hobro på måltavlen var de tørre facts efter kampen.

VB, der ud over en lang næse fik advarsler til Mads Lauritsen, Rasmus Lauritsen og Tobias Mølgaard med sig hjem i bussen, kan nu passende øve angrebstræning de næste to dage inden mødet med Kolding IF i Sydbank Pokalen…

Grundspil, Superligaen 2018-19, DS Arena, Hobro
Søndag den 28. oktober 2018 kl. 12.00
Hobro IK – Vejle Boldklub 1-0 (1-0)
39. 1-0 Mathias Haarup

Kort:
5. Mads Lauritsen (gult kort)
79. Rasmus Lauritsen (gult kort)
90. Tobias Mølgaard (gult kort)

Indskiftninger:
59. Mads Lauritsen ud Adam Jakobsen ind
73. Ylber Ramadani ud Vladlen Yurchenko ind
73. Jacob Schoop ud Arbnor Mucolli ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Pavol Bajza

Rasmus Lauritsen
Mads Greve
Mads Lauritsen

Tobias Mølgaard
Melker Hallberg
Ylber Ramadani
Jacob Schoop (anfører)
Viljormur Davidsen

Allan Sousa
Imed Louati

Bænken:
Gianluca Zanette (m)
Sean Murray
Adam Jakobsen
Vladis Emmersón
Wang Zhenao
Arbnor Mucolli
Vladlen Yurchenko

Dommer: Michael Tykgaard
Tilskuere:
1.636

Hobro (4-4-2): Jesper Rask – Jesper Bøge, Frans Dhia Putros, Rasmus Minor Petersen, Mathias Haarup – Martin Mikkelsen, Jonas Damborg, Vito Hammershøy-Mistrati, Mikkel Mejlstrup Pedersen (78: Mathies Skjellerup) – Julian Kristoffersen (73: Sebastian Grønning Andersen), Emmanuel Sabbi (83: Nicholas Gotfredsen)
Træner: Allan Kuhn.

Tekst: Ole Kristensen.