Seks spillere fra Vejle Boldklubs U19-Ligatrup er blevet studenter fra Campus Vejle i denne uge. VB ønsker spillerne tillykke med deres studentereksamen.

Seks spillere har i de sidste tre år kombineret skolegang på Campus Vejle og eliteungdomsfodbold i Vejle Boldklub. En struktureret hverdag med morgentræning flere gange ugentligt, skolegang, træning, kampe og lektier munder nu ud i, at seks spillere har færdiggjort deres HHX. Det er fra højre mod venstre på billedet Thais Damgaard Nielsen, Kasper Døhr Thychosen, Christian Hechmann, Jonas Andersen, Kasper Poulsgaard og Lundrim Hetemi. Spillerne har alle i den forgangne uge haft deres sidste eksamen og blev lykønsket af ungdomseliteholdenes Team Manager Casper Eilerskov (billedet i midten, red.) på skolen.

Helle Thychosen, der er uddannelsesansvarlig for spillerne på Vejle Boldklubs ungdomselitehold, er glad for, at seks spillere er kommet i mål med uddannelse og fodbold.

– At seks spillere i denne uge har afsluttet deres studentereksamen sideløbende med, at de har trænet og spillet kampe på vores ungdomselitehold og deltaget på udvalgte hold, er en stor præstation. De har haft en travl og struktureret hverdag, hvor sportslige ambitioner har passet ind sammen med deres boglige evner. Skolegang og elitefodbold kan kun kombineres, hvis uddannelsesinstitutionerne tilpasser sig. Her er Campus Vejle en stærk samarbejdspartner, og vi og spillerne har altid mødt velvillighed, når det kom til træningslejre, kampe og træninger med A-truppen, siger Helle Thychosen.

– Vejle Boldklubs uddannelsessystem dækker ikke kun over de sidste tre år på en ungdomsuddannelse. Det begynder i 7. klasse på NOVA-skolen, og flere af de seks VB-studenter har også været igennem Vejle Idrætsefterskole. Hele vores uddannelsessystem er med til, at talentfulde fodboldspillere får muligheden for at gennemføre en ungdomsuddannelse sideløbende med fodbold. Et stort tillykke til de seks spillere og deres forældre, siger Helle Thychosen.

Som tidligere nævnt, så fortsætter Thais Damgaard Nielsen, Lundrim Hetemi og Jonas Andersen i A-truppen, Kasper Døhr Thychosen og Kasper Poulsgaard søger videre, mens Christian Hechmann genoptræner efter en lang periode som ukampdygtig.

Tekst: Lars Christensen.