Vejle Boldklub gav debut til seks spillere i onsdagens DBU Pokalkamp mod Allesø GF, der blev vundet med 3-0. Nicolaj Madsen debuterede med anførerbindet om armen og fejrede den første optræden med et flot frisparksmål til 1-0.

De seks debutanter i én kamp er ikke rekord i VB. Sidste sommer havde VB otte debutanter på banen i sæsonpremieren mod Fremad Amager. Udover anfører Nicolaj Madsen, der kom til VB i sommer fra SønderjyskE, var det Thomas Hagelskjær, Tobias Utoft, Victor Wernersson, Nikolaj Lebæk og Lundrim Hetemi der debuterede på Vejle Boldklubs førstehold.

Thomas Hagelskjær er kommet til i sommerpausen fra AGF, hvor han spillede ungdomsfodbold og de første år som seniorspiller. Kampen var Hagelskjærs første på seniorniveau, hvor han ikke nåede at debutere for AGF. Victor Wernersson er kommet til i sommerpausen fra svenske Syrianska FC og han har siddet på bænken uden at komme ind mod HB Køge og Nykøbing FC. De tre U/19-Ligaspillere, Nikolaj Lebæk, Tobias Utoft og Lundrim Hetemi, debuterede også.

18-årige Nikolaj Lebæk er i gang med den tredje sæson i VB. Han skiftede til VB i sommeren 2015 som U/17-spiller fra seniorfodbold i Aarup. 17-årige Tobias Utoft er produkt af talentarbejdet i Vinding SF og skiftede til VB gennem KUV-samarbejdet som U/13-spiller. Han spillede en enkelt sæson i Ikast FS som U/17-spiller, da han var på efterskole på ISI, men vendte sidste sommer tilbage til VB.

Lundrim Hetemi var den yngste af de seks debutanter, da han kun var 17Å-5M-22D på debutdagen. Det gør Lundrim Hetemi til Vejle Boldklubs 11. yngste debutant i mere end 20 år. Midtbanespilleren Lundrim kom til VB som U/16-spiller i sommeren 2015. Han skiftede fra FC Fredericia. Lundrim blev ved debuten Vejle Boldklubs første divisionsspiller født i det nye årtusinde.

15 yngste debutanter for Vejle Boldklub 1997-2017:

  1. Mads Døhr Thychosen (16Å-3M-9D)
    VB-Hvidovre 2-0 (06-10-2013)
  2. Mads Beierholm (16Å-4M-28D)
    VB-Frem 0-0 (12-04-2001)
  3. Steffen Kielstrup (16Å-6M-18D)
    VB-Farum 3-4 (06-05-2001)
  4. Agon Mucolli (16Å-10M-9D)
    Middelfart-VB 2-5 (04-08-2015)
  5. Jeppe Hansen (17Å-0M-25D)
    VB-Vendsyssel 1-3 (28-07-2013)
  6. Patrick Rasmussen (17Å-1M-19D)
    Varde-VB 1-2 (14-08-2013)
  7. Arbnor Mucolli (17Å-2M-2D)
    VB-Næstved 2-1 (17-11-2016)
  8. Patrick Jensen (17Å-4M-5D)
    Funder GF-VB 2-6 (09-08-2011)
  9. Derrick Nissen (17Å-4M-11D)
    Funder GF-VB 2-6 (09-08-2011)
  10. Christian Kudsk (17Å-4M-28D)
    VB-Brønshøj 2-0 (06-06-2015)
  11. Lundrim Hetemi (17Å-5M-22D)
    Allesø-VB 0-3 (09-08-2017)
  12. Sebastian Spornberger (17Å-6M-2D)
    Funder GF-VB 2-6 (09-08-2011)
  13. Stig Olsen (17Å-6M-24D)
    VB-Køge 2-1 (22-04-2001)
  14. Alexander Scholz (17Å-7M-27D)
    Lyngby-VB 1-0 (20-06-2010)
  15. Kasper Høst (17Å-9M-18D)
    Funder GF-VB 2-6 (09-08-2011)

På billedet ses de seks debutanter i DBU Pokalkampen mod Allesø. Fra venstre mod højre er det Nicolaj Madsen, Tobias Utoft, Victor Wernersson, Nikolaj Lebæk, Lundrim Hetemi og Thomas Hagelskjær.

Tekst: Lars Christensen.