Da jeg flyttede til Vejle og begyndte i 7. på Mølholm Skole var min klasselærer, Jette, kæreste med VB-helten Alex Nielsen. Og nogengange havde vi en vikar til idræt, som trænede med førsteholdet oppe i Nørreskoven. Det var wauw, bare wauw. Jeg var decideret starstruck, året var nemlig 1984 og fodboldhistorien udspillede sig lige for øjnene af mig. Jeg tog på stadion med min far og således blev vi integrerede som vejlensere på rekordtid. 9-2 over Frem, 8-4 over Næstved, Steen Thychosens inciterende jagt på det 25. sæsonmål. John Sivebæk. Allan Simonsen. Julian Barnett. Peter Kjær. Smag lige på navnene, luk øjnene, smæk benene op og tænk tilbage…  Det var en sæson, som står bøjet i neon på den danske fodboldhimmel. 

I 8. klasse var jeg i skolepraktik. Først en uge på Vejle Amts Folkeblad, og så en uge i Nr. 1 Herretøj, hvor den purunge, kække og kommende VB-stjerne Henrik Risom tog mig under sine vinger som tøjekspedient. Den røde VB-tråd broderede sig gennem mine unge år.  

Jeg drømte om at blive journalist og det lykkedes. Praktikstedet i 1993-94 blev DR Sporten, og her sad jeg så med et væg-til-væg-smil og lavede kampreferater fra Nørreskoven og alverdens udebaner. Naturligvis objektiv meeen – når sandheden skal frem – var det vel nærmest en slags nepotisme. Jeg arbejdede nu sammen med DR-legender af den gamle skole, deriblandt også VB-kæmpen Tommy Troelsen. Den røde tråd klædte DR Sportens kulørte logo.

Og snart kom Den Næste Guldalder. I spidsen var salig Ole Fritsen; en undselig mand med knastør sideskilning og stoisk ro – men med et gigantisk VB-hjerte. Navne som Krølle, Dalgas og Gravesen tog pis på hvem som helst og skabte en gylden VB-æra i midten af halvfemserne, som gav sølv i 1997. Heldigvis var jeg nu blevet fastansat tv-reporter på DR Sporten og dækkede blandt andet Superliga og Jyllands Rubin. Altid som neutraliagttager selvfølgelig. Men derfor skal der være plads til små ordspil og kække speaks, og nu kommer vi til ham, Dejvi Glavevski. Træner Fritsens makedonske (i dag er han tilsyneladende nordmakedoner, jeg har googlet ham) angriber blev hurtigt en træfsikker frontløber, som havde stor andel i sølvtøjet. I en klassisk Superliga-reportage i Søndagssporten skulle jeg speake endnu en Glavevski-scoring i endnu en VB-sejr og var nok lidt farvet af den røde tråd: “…og så er Dejvi dejlig igen” fik jeg sagt. Ikke stor kunst, men alligevel et strejf af poesi. Og en sætning, som jeg bare aldrig glemmer.   

Jeg glemmer ikke Dejvi, men heller ikke spektakulære spillere som Ib Jacquet, Pablo Piñones-Arce, Ulrik Balling, Brian Nielsen og Issey Nakajima-Farran. Elegantiers, som på de gode dage drev gæk med modstanderne. Mere teknik end fysik. Spillere, som man bare gerne ville se. Er jeg den eneste, som har en sort, langærmet udebanetrøje med ISSEY på ryggen i min samling af VB-jerseys? Formentlig.  

De næste mange, mange år var en lidelseshistorie, når man holdt med VB. Drømmens faner var næsten pakket væk. Jeg lavede nu Nyheder på TV2 men skiftede til TV2 Sporten i 2004. Da Thomas Gravesen blev solgt til Real Madrid var jeg på sportsmagasinet Lige På & Sport, og kom et par gange afsted på reportage-ture til Madrid og helt tæt på den gale og geniale mand. Den røde VB-tråd blev spundet ind i Reals kridhvide uniform. 

Nu er vi i 2020 og jeg bestikker gerne mine døtre til at tage med til udekamp i Hvidovre. Sådan ER det bare at være VBer. Altid i håbet om en ny guldalder. 

Vi folder drømmens faner ud. 
Hver gang, vi går på stadion, folder vi drømmens faner ud.
Hver gang, vi finder sammen på en græsbeklædt, forfrossen, billig langside i Næstved eller Hjørring, klapper i takt og synger holdet frem over stepperne.
Hver gang, vi fyrer op under kabelpakken eller sidder med Livescore på mobilen… i smug under bordet til en familiefødselsdag.
Hver gang folder vi drømmens faner ud. 
Og den er knaldhamrende VB-rød, drømmen.

Joakim Frøsig-Andersen, 48 år. Har lavet tv i 24 år. Reporter og senere journalistisk chef på DR Sporten. Reporter og senere redaktionschef på TV2 Sporten. I dag redaktør på TV Avisen.