Artiklen med Mads Lauritsen bringes også i kampprogrammet til hjemmekampen mod Næstved Boldklub søndag den 31. maj 2020.

Kampprogrammet har truffet VB’s Mads Lauritsen, der efter masseudskiftningen i testkampen mod Silkeborg kom ind som anfører i 2. halvleg. Mads fortæller her om livet som hjemsendt fodboldspiller i en corona-tid.

– Pausen kom som lidt held i uheld for mig, fortæller Mads Lauritsen.

– Jeg havde en mindre skade i opstarten, som drillede mig, og den havde godt af et par ugers pause. Nedlukningen betød jo også ekstra fritid, og den kom sådan set også tilpas, for min kæreste måtte på arbejde, og så kunne jeg jo passe vores lille pige på 1½ år. Det gav en masse dejlig far-datter-tid, som også har været positiv.

Mads har stort set passet træningen alene fra sin bopæl på Søndermarken.

– Jeg har løbet meget i Sønderskoven og taget mine ture rundt om Mølholm Dammen, smiler Mads.

– Og så fik jeg købt en boldpumpe og stillet et par kegler op på en lille græsplæne, så jeg kunne trille en smule der. Eller ovre på Søndre Stadion. Det har været okay.

Mentalt har VB-spilleren ikke fundet det svært at finde motivation til at passe træningen.

– Der har jo ikke været så meget at lave, så det har være et behageligt afbræk lige at komme ud og løbe eller trille med en bold.

Mads har alligevel været glad for at komme i gang igen med holdkammeraterne igen.

– Selvfølgelig er det jo en lidt anden hverdag end før, fordi vi ikke kan klæde om på Stadion eller spise sammen osv. Men træningen er jo den samme, og det nyder jeg.

Forsvarsspilleren var positivt overrasket over, så hurtigt han og medspillerne fandt følingen med bolden igen og nærmede sig det samme niveau som før krisen.

– Og så havde vi jo den samme bip-test som i vinter, og den viste bestemt ikke noget dårligere resultat. Så vi er kommet godt igennem, må man sige.

Mads og den øvrige VB-trup må se frem til at spille sæsonen færdig uden tilskuere.

– Det bliver selvfølgelig noget helt andet. Vi er vant til at have en enorm opbakning fra vore fans, og man finder simpelthen nogle procent mere, når man mærker tilhængerne i ryggen. Men det må vi desværre undvære.

Mads Lauritsen har på det seneste været et stykke væk fra startelleveren.

 – Ja, det har været lidt svært. Men der er ikke andet for end at arbejde så godt, man kan, og bidrage til, at vi forhåbentlig kommer op i Superligaen. Det er en vanskelig tid i fodboldverdenen i det hele taget lige nu, så jeg ser ikke så meget længere frem end til morgendagens træning, hvor man bare må klø på. Det vigtigste er, vi rykker op, slutter den sympatiske midterforsvarer.

Tekst: Ole Kristensen.