Remis i svensk test

Bedømt på de 67 minutter, hvor VB stillede med ”rigtigt” hold, ser det fornuftigt ud, hvad Sormanis tropper p.t. præsterer her små 14 dage inden starten på Superligaen. 2-1 stod det mod et ikke ueffent svensk hold, pokalvinderne og Europa League-overraskelsen Östersunds FK, og havde VB ikke skiftet det meste af holdet, taler alt for en vejlensisk sejr. Nu blev det i stedet 2-2 i den fine styrkeprøve.

VB stillede med Pavol Bajza på mål og med Rasmus Lauritsen, Mads Greve og Vladis Emmersón i tremands bagkæden. På kanterne var Thomas Gundelund og Viljomur Davidsen, mens Jacob Schoop, Ylber Ramadani og Arbnor Mucolli spillede centralt. Helt fremme Imed Louati og Allan Sousa. Nicolaj Madsen og Kerim Memija er efter hhv.skade og operation endnu ikke klar til indsats, mens nytilkomne Tobias Mølgaard også måtte stå over med skade.

Et talstærkt publikum – heriblandt Hobro-træner, som tog sin premieremodstander i øjesyn – fik en underholdende 1. halvleg. Svenskerne var en del på bolden, men VB’erne var med hurtig og kvik boldomgang farlige i omstillingerne. Allerede efter en håndfuld minutter skete der noget. Allan Sousa blev efter fint Mucolli-forarbejde væltet i feltet af Tom Pettersson og omsatte selv sikkert straffesparket med en halv ”Panenka”.

Holdet fra Allsvenskan slog dog hurtigt tilbage. Tre minutter senere tog Ronald Mukiibi chancen efter et hjørne, og det let afrettede skud gik i mål helt ude ved stolpen. Et veloplagt hjemmehold havde de fleste chancer i den resterende del af 1. halvleg. Jacob Schoop fangede den svenske keeper Aly Keita langt ude af målet, men anførerens kvalificerede forsøg langt udefra blev dog headet væk på selv målstregen af Noah Sundberg. Louati trak sig godt fri efter et kvarter og fik afsluttet med venstre, men Keita parerede til hjørne. Kort efter rundede Allan Sousa den svenske keeper, men vinklen blev for spids.

Aly Keita måtte lade sig udskifte med en halv time spillet, da han blev skadet i et sammenstød. Ind i buret kom Andreas Andersson, der kort efter måtte parere et Louati-forsøg fra en spids vinkel. Efter pausen skiftede VB unge Adam Jakobsen ind for Louati, ligesom Mads Lauritsen erstattede navnebror Rasmus. Og ex Frem’er Jakobsen satte sig straks i scene. Efter at have modtaget en lang stikning fra Sousa satte han et par svenske forsvarsspillere og fik bolden over til højrepoten, hvorefter han sænkede læderet ind bag Andersson til 2-1.

Med en time spillet var Adam Jakobsen på spil igen, da han fik headet efter et vejlensisk mønsterangreb, men bolden strøg snært forbi opstanderen. Thomas Hagelskjær erstattede Pavol Bajza i målet, og i det 69. minut var der regulær masseudskiftning, idet syv unge kræfter samt Rasmus Lauritsen til at holde lidt sammen på det hele entrede banen. Herefter var det naturligvis slut med vejlensisk kontrol. Resten af kampen blev med ryggen mod muren, men det blev ved det ene udlignende mål, som Dino Islamovic sendte ind bag Hagelskjær efter klumpspil med syv minutter igen.

En enkelt vejlensisk omstillingsmulighed blev det midt i det svenske pres til Lucas From, men Andersson parerede til hjørne. VB holdt svenskerne fra yderliere scoringer. Tæt på var dog bl.a. indskiftede Ken Sema – en af reserverne til den svenske VM-trup – men hans langskud gik lige forbi.

Det nye superligahold fik med den gode første time vist, at man er på rette vej i forberedelserne. Generalprøven finder sted mod tyske Eintracht Braunschweig i Schöningen på lørdag.

Træningskamp, Vejle Stadion
Søndag den 1. juli 2018 kl. 12.00
Vejle Boldklub – Östersunds FK 2-2 (1-1)
6. 1-0 Allan Sousa (straffespark)
8. 1-1 Ronald Mukiibi
48. 2-1 Adam Jakobsen
83. 2-2 Dino Islamovic

Indskiftninger:
46. Imed Louati ud Adam Jakobsen ind
46. Rasmus Lauritsen ud Mads Lauritsen ind
61. Pavol Bajza ud Thomas Hagelskjær ind
69. Mads Greve ud Rasmus Lauritsen ind
69. Vladis Emmersón ud Magnus Enggaard Hansen ind
69. Thomas Gundelund ud Yu Wei ind
69. Jacob Schoop ud Alexander Jensen ind
69. Ylber Ramadani ud Mohammed Al-Hardan ind
69. Arbnor Mucolli ud Nikolaj Lebæk ind
69. Viljormur Davidsen ud Emil ”Agger” Nielsen ind
69. Allan Sousa ud Lucas From ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Pavol Bajza

Rasmus Lauritsen
Mads Greve
Vladis Emmersón

Thomas Gundelund
Jacob Schoop (anfører)
Ylber Ramadani
Arbnor Mucolli
Viljormur Davidsen

Imed Louati
Allan Sousa

Bænken:
Thomas Hagelskjær (m)
Emil ”Agger” Nielsen
Mohammed Al-Hardan
Adam Jakobsen
Alexander Jensen
Lucas From
Nikolaj Lebæk
Mads Lauritsen
Magnus Enggaard Hansen
Yu Wei

Dommer: Jakob Kehlet (SL)
Tilskuere:
Cirka 500

Östersunds FK (3-4-3): Aly Keita (31: Andreas Andersson) – Ronald Mukiibi, Noah Sundberg (60: Douglas Bergqvist), Tom Pettersson (46: Dennis Widgren) – Hosam Aiesh, Brwa Nouri, Smajl Suljevic (61: Curtis Edwards), Patrick Kpozo (69: Sam Mensiro) – Frank Arhin (46: Tesfaldet Tekie), Alhaji Gero (75: Dino Islamovic), Jamie Hopcutt (61: Ken Sema)
Træner: Ian Burchnall.

Tekst: Ole Kristensen.