Gustaf Nilsson blev Vejle Boldklubs redningsmand, da han to minutter inde i tillægstiden headede en bold fra Vladlen Yurchenko i en blød bue ind bag Michael Tørnes. Scoringen og det ene point ændrer ikke på 14. pladsen i Superligaen, men svenskeren tillagde det stor betydning for de fremtidige kampe.

– Det er svært at forklare hvad der sker ved udligningen. Det er meget hektisk i overtiden, fordi vi satser så vildt og Vendsyssel forsvarer med alt hvad de har. Der kommer en bold ind i feltet og jeg springer op med ryggen til mål. Jeg vil bare heade bolden mod mål og forsøger at få fart på og heldigvis er det nok til, at den går i mål, siger en glad Gustaf Nilsson efter kampen.

– Det blev en svær kamp for os, fordi Vendsyssel forholdsvis hurtigt får det mål som gør, at vi skal forcere spillet. Men det ene point var sindssygt vigtigt. Der er ikke noget afgjort endnu og vi har ikke afgørelsen af grundspillet i egne hænder, men vi kan bruge det ene point og det giver også et boost, at satsningen kastede noget af sig, siger Gustaf Nilsson.

Vendsyssel tog føringen allerede i det 8. minut, da Moses Opondo med et spark i feltet udplacerede Pavol Bajza. Derfor blev satsningen fra hjemmeholdet mere og mere kompromisløs som minutterne gik.

– Det tidlige mål gør, at de kommer til at stå mere dybt. Det var en kamp med få chancer, men heldigvis skulle der ikke så meget til, før vi fik et point, siger Gustaf Nilsson.

I ugen op til kampen skiftede Vejle Boldklub cheftræner. I onsdags havde vejlenserne første træningspas med Constantin Gâlcă og rumæneren har gjort et positivt indtryk på svenskeren.

– Vi har haft tre dage med Constantin og trænerstaben og det har været positivt. Derfor er jeg også glad for, at vi får et udbytte af den første kamp. Det er et godt udgangspunkt at arbejde videre med, at vi viser, vi er svære at besejre. Det giver alle spillere energi, når der kommer en ny cheftræner. Hele truppen og staben er indstillede på, at det her bliver et langt sejt træk. Vi vandt ikke noget mod Vendsyssel, men det ene point er et skridt på vejen og vi jagter flere succesoplevelser i de kommende kampe, siger Gustaf Nilsson.

Scoringen var svenskerens fjerde for Vejle Boldklub. To mål i Superligaen mod Esbjerg og Vendsyssel henholdsvis og to mål i Sydbank Pokalkampen mod Nykøbing FC.

Tekst: Lars Christensen.