Artiklen med Rami Ayman blev bragt første gang i kampprogrammet til hjemmekampen mod AGF den 21. april 2019.

Rami Ayman har efter denne sæson været fire år i Vejle Boldklub, og den 19-årige midtbanespiller håber på mere fodbold i Nørreskoven, når han om få måneder bliver seniorspiller.
– Jeg har udviklet mig meget som fodboldspiller, siden jeg kom. Desværre var der en skadespause på otte måneder, der satte mig tilbage, men jeg føler mig fit igen og vil gerne blive i klubben, siger Rami Ayman til Kampprogrammet.

Vejle Boldklub har haft en stærk årgang 2000 på ungdomseliteholdene i de sidste fire år. I sidste nummer af Kampprogrammet portrætterede vi Lundrim Hetemi, der netop har været udtaget til det albanske U20-landshold. Denne gang er turen kommet til Rami Ayman, der var en markant spiller på U17-Ligaholdet fra 2015-17, men som siden blev sat tilbage af en skade.

I årgangene 1993, 1994 og 1995 hentede Vejle Boldklub mange spillere på Fyn, men siden har der været lidt længere imellem de fynske spillere i VB’s ungdomsafdeling. I sommeren 2015 valgte Rami Ayman dog Vejle Boldklub efter tilbud fra andre fynske klubber med et godt ungdomssetup. Den alsidige midtbanespiller snørede de første fodboldstøvler som fire-årig i B 1909, men ti år senere skiftede han til bysbørnene fra OKS, inden han rykkede over Lillebæltsbroen til VB i 2015.

– Jeg spillede to år i OKS (Odense Kammeraternes Sportsklub, red.) og havde en god tid i klubben. Anders Klynge og Tarik Ibrahimagic, som siden har spillet på OB’s elitehold, var mine holdkammerater dengang. Men jeg ville gerne ’noget’ med fodbolden og kombinere det med skole. Der var interesse fra Næsby, OB og Vejle, og jeg endte med at vælge VB. Her fik jeg plads på VIES, hvor jeg gik i 9. og 10. klasse, og det var en god løsning for mig. Siden er jeg blevet studerende på Campus Vejle, og jeg har i det hele taget været glad for at kunne kombinere uddannelse og fodbold i Vejle, indleder Rami Ayman.

– Særligt tiden som U17-Ligaspiller var god for mig. Som 2. års scorede jeg fem mål, og i hjemmekampen mod FC København scorede jeg to mål med hovedet i en 2-2-kamp, hvor Victor Jensen var god for FCK. Det har nok været mit højdepunkt indtil videre. 2018 blev ødelagt meget af en drilsk ankelskade, og jeg spillede stort set ikke. Men jeg føler, at jeg er kommet stærkt tilbage efter otte måneder udenfor. Lige pt. er det dog problemer med hoften, der gør, at jeg ikke kan være med. Men i marts spillede jeg flere kampe fra start i U19-Ligaen, og det gik godt, så jeg håber på flere kampe, inden sæsonen er ovre, siger Rami Ayman.

Alsidig spiller på midtbanen
Rami Ayman har spillet mange forskellige positioner på midtbanen, men vil helst benyttes på den mest offensive af dem.

– Da jeg kom til Vejle, havde jeg mest spillet på kanten. Men i min tid i Vejle har jeg udviklet mig meget på bolden, hvor jeg er blevet stærkere. Skal jeg vælge, så vil jeg helst spille 10’er positionen på den offensive midtbane. Jeg er god teknisk, så der kommer mine kompetencer til sin ret.

Efter han skiftede til VB og klubbens ungdomselitehold, har han to gange ugentligt haft morgentræning ved siden af de mange eftermiddagstræningspas.

– Ved morgentræningen har vi meget fokus på positionsbestemt træning. Tirsdag morgen står den på fysisk træning med Kenny Bjerg, og der føler jeg, at jeg har rykket mig i de sidste par år. Det fysiske parameter er også vigtigt, hvis man skal holde sig skadesfri. Torsdag morgen er vi meget på banen og træner fx omstillingsspillet, og hvor vi skal placere os på den offensive del af banen, 1:1 situationer og gennembrudsspil. Min orientering på banen er blevet bedre af den træning, og helt specifikt er jeg blevet bedre til at vende spillet over på den modsatte kant. Der er blevet taget meget hensyn til vores individuelle udvikling, og det har jeg nydt godt af, siger Rami Ayman.

Blev den første målscorer under Adolfo Sormani
Følgere af divisionsholdet i de sidste par år vil givet have bemærket Rami Aymans navn. Den løbestærke og teknisk dygtige midtbanespiller var nemlig den første målscorer under cheftræner Adolfo Sormani, da italieneren overtog trænersædet i Vejle Boldklub i sommeren 2017. I den første træningskamp tabte VB 1-3 til Randers FC tirsdag den 27. juni 2017, men det var indskiftede Rami Ayman, 17 år, der tæt under mål prikkede en reducering i nettet til 1-2 i det 86. minut.

– Jeg trænede med 1. divisionstruppen den sommer som nyoprykket U19-Ligaspiller. Det var en god tid og jeg følte mig helt fit og i god form. Vi var et par spillere fra ungdomsafdelingen, der trænede meget med. Det var en hård pre-season med mange og lange træningspas, men det var en god oplevelse, og jeg kan sagtens huske målet mod Randers FC. Et par dage senere fik jeg også 45 minutter mod Esbjerg. Jeg følte, at trænerne kiggede min vej i den periode, og jeg havde en chance for at vise mig frem, men senere blev jeg desværre ukampdygtig, og da skolen begyndte, trænede jeg ikke længere med A-truppen, siger Rami Ayman.

– Mit håb er, at jeg kan blive en del af en fuldtidstrup. Helst i en Superligaklub og helst i Vejle. Jeg har været her i fire år og udviklet mig godt, så jeg vil gerne blive. Der er heldigvis den regel, at et par spillere fra årgang 2000 i næste sæson må spille U19-Liga, så det er også en mulighed for at tage et år mere. Jeg håber som sagt på mere VB og håber, vi kan finde en god løsning, siger Rami Ayman.

FAKTA:
Rami AYMAN
Født:
07.04.2000 (19 år)
Hold: Vejle Boldklub U19-Liga
Position: Midtbane
Aftale: 30. juni 2019
Tidligere klubber: B 1909 (2004-14), OKS (2014-15), Vejle Boldklub (2015-)
Skole: Rami gik i 9. og 10. klasse på Vejle Idrætsefterskole (VIES) og er nu elev på Campus Vejle
Vidste du, at Rami Ayman blev den første målscorer under Adolfo Sormanis ledelse i Vejle Boldklub? Rami Ayman blev indskiftet i det 46. minut for Jacob Schoop i træningskampen mod Randers FC den 27. juni 2017. I det 86. minut prikkede Rami en reducering i nettet efter et indlæg, men gæsterne lukkede kampen til 3-1 minuttet efter. Året inden havde Rami som 16-årig scoret mod VB, da fodboldlinjen på VIES i den årlige træningskamp mod VB’s divisionshold tabte 2-5

Læs også:
Lundrim viste sig frem for Albanien (03-04-2019)

Tekst: Lars Christensen.