Cheftræner Adolfo Sormani og trænerteamet byder spillertruppen indenfor til vinteropstartens første træningsdag fredag den 4. januar. Forude venter den korteste opstart til en forårsturnering i nyere tid, når spillerne skal igennem fem ugers pre-season og fire træningskampe.

Der er godt og vel en uges træning i og omkring Nørreskoven, inden spillerne drager på træningslejr i Tyrkiet søndag den 13. januar. Opholdet i Tyrkiet er tolv dage langt og undervejs spilles der tre træningskampe. Der er arrangeret opgør mod Mezokovesd SE fra Ungarn, FC Viiturul Constanta fra Rumænien og Cracovia Kraków fra Polen. FC Viiturul Constanta trænes af Gheorghe Hagi og det rumænske fodboldikons søn er anfører på holdet, men ellers er det småt med danske bekendtskaber på de tre hold, der alle optræder i deres respektive landes øverste rækker.

Tilbage i Danmark spilles vinterens eneste træningskamp under hjemlige himmelstrøg, når AaB er modstanderen på Aalborg Portland Park i generalprøven.

Fredag den 4. januar: Træningsstart
Vejle Stadion

Fredag den 11. januar: KMD Cup
Ceres Arena, Aarhus
Læs mere om indendørsturneringen her.

Søndag den 13. januar – fredag den 25. januar
Træningslejr, Lara, Antalya, Tyrkiet

Tirsdag den 15. januar: Træningskamp
Vejle Boldklub – Mezokovesd Zsory FC
Spillested i Tyrkiet endnu ikke fastlagt

Mandag den 21. januar kl. 11.00 (lokal tid): Træningskamp
FC Viiturul Constanta – Vejle Boldklub
Belek Football Center, Antalya, Tyrkiet

Torsdag den 24. januar: Træningskamp
Vejle Boldklub – Cracovia Kraków
Fanatic Wow Football Center, Lara, Antalya, Tyrkiet

Lørdag den 2. februar: Træningskamp
AaB – Vejle Boldklub
Aalborg Portland Park

Forårsturneringens første kamp i Superligaen er mod SønderjyskE på Vejle Stadion. Kampen spilles lørdag den 9. februar kl. 16.00. Se kampprogrammet for forårets planlagte kampe her.

Tekst: Lars Christensen.