Vejle Boldklub er godt repræsenteret på det danske U17-landshold, der i disse dage spiller første runde af EM-kvalifikationen. Første kamp var mod Georgien på DS Arena i Hobro tidligere på dagen onsdag.

Morten Bisgaard, der er assistenttræner på Vejle Boldklubs Superligahold, er også assistenttræner på det danske U17-landshold for landstræner Søren Hermansen. I spillertruppen er VB repræsenteret med Andreas Jungdal (f. 2002).

Danmarks første opgave ved EM-kvalifikationen på eget græs var kampen mod Georgien. Trods en georgisk chokføring, så vandt Danmark kampen med 3-1. Hektor Højbjerre-Thomsen, FC Nordsjælland, scorede to af målene. Andreas Jungdal der har stået tre U17-landskampe for Danmark på denne side af sommerferien så til fra bænken i hele kampen. Jungdal konkurrerer med Lyngbys Jonathan Risbjerg Ægidius om spilletiden i målet.

Danmarks næste kamp er mod Estland i Viborg på lørdag den 27. oktober. Den tredje og sidste kamp er mod Rusland på tirsdag den 30. oktober kl. 13.00. Det opgør spilles i Skive. De to bedste nationer i puljen kvalificerer sig til forårets Elite Round om pladser ved EM-slutrunden.

Tekst: Lars Christensen.
Foto: DBU.