Vejle Boldklub tager afsked med Pavol Bajza, der skifter til Olympiakos Nicosia på Cypern efter tre sæsoner og 86 kampe i Nørreskoven. Den 27-årige målmand kom til VB fra hjemlandets Iskra Borcice og har nu fået en ny udfordring i en fodboldliga i rivende udvikling.

Jacob Krüger, teknisk chef i Vejle Boldklub, om beslutningen om at slippe slovakken efter tre sæsoner i Nørreskoven.

– Pavol Bajza var ikke tiltænkt pladsen som førstemålmand i den kommende sæson, og derfor har vi givet ham lov til at finde en ny klub. Pavol Bajza kom til VB på et vigtigt tidspunkt i genrejsningen af klubben, og han spillede mange gode kampe i den første sæson, hvor vi reddede os i NordicBet LIGA. Efterfølgende var han en nøglespiller på det hold, der tog førstepladsen og rykkede op i Superligaen. Med sine 27 år er det ikke fordelagtigt for hverken ham eller os, at han sidder på bænken, og derfor rejser han videre i karrieren. Pavol Bajza har igennem åbenhed og respekt skabt tætte bånd til vores trofaste fans, og han har altid sat stor pris på den opbakning, han og holdet har fået. Fra alle i Vejle Boldklub skal der lyde et held og lykke med den fremtidige karriere, siger Jacob Krüger.

Pavol Bajza var igennem en kort prøvetræning, inden han i juli 2016 underskrev en kontrakt med VB. Bajza debuterede som den første spiller i Nørreskoven fra Slovakiet mod Fremad Amager (1-1) den 24. juli 2016 og spillede afskedskamp mod AGF (2-2) den 1. april 2019. Det blev til 86 kampe, 0 mål og 1 assist for VB.

– Vejle Boldklub og Vejle har været mit hjem i tre år. Fra den første dag følte jeg mig velkommen her, og fans, holdledere, trænere, medspillere og folk i klubben har været en stor støtte. Der er mange gode minder fra tiden i Danmark, men oprykningen til Superliga står klarest i erindringen. Det var en fantastisk dag, og det betød meget, at vi spillere kunne betale tilbage for den opbakning, vi havde fået, siger Pavol Bajza.

– Jeg har altid givet det bedste, jeg havde, til VB. Opbakningen og den kritik, der også har været, har hele tiden gjort mig skarpere på træningsbanen og fået mig til at arbejde endnu hårdere for succes til klubben. Jeg har fået en ny udfordring i karrieren på Cypern, og den har jeg ønsket at forfølge. Mit håb er, at fansene også i fremtiden vil stå bag spillerne og klubben og hjælpe Vejle Boldklub tilbage i Superligaen, siger Pavol Bajza, der tidligere i karrieren også har optrådt for slovakiske, italienske og slovenske klubber.

Den slovakiske målmand er rejst til Cypern, hvor han sammen med sine nye holdkammerater forbereder sig på den kommende sæson.

Læs pressemeddelelsen fra Olympiakos Nicosia her.

Tekst: Lars Christensen.