Vejle Boldklub er værter for FC Fredericia i midtugens runde i NordicBet LIGA. Lokalrivalerne i syd har udspillet deres rolle i tabellen, mens VB kæmper for en oprykning til Alka Superligaen. Opgøret spilles fra kl. 18.30 og der er gratis adgang for tilskuere.

VB besejrede bundholdet Skive i lørdags og med den sejr over det uafgjorte resultat mellem Viborg FF og Esbjerg fB, har VB tre points forspring ned til EfB på tredjepladsen. Dermed er der fortsat flere mulige scenarier i NordicBet LIGA. Esbjerg gæster i midtugen allerede nedrykkede Skive, mens VB skal ud i et lokalopgør.

Sormani må ændre i opstillingen igen
Cheftræner Adolfo Sormani må igen-igen ændre i startformationen, når VB møder naboerne. Denne gang er det Mads Lauritsen, der sidder udenfor med karantæne. Nicolaj Ritter er fortsat ikke klar efter den forstrækning, han pådrog sig i udekampen mod Viborg den 28. april. Det betyder, at Viljormur Davidsen og Kerim Memija er alternativer i bagkæden i forhold til den seneste kamp i Skive. Simone Branca løste opgaven i Skive flot og med to assist var han i den grad med til at hive sejren hjem.

Jesper Sørensen må undvære central forsvarsspiller
FC Fredericia har én spiller i karantæne til lokalopgøret. Det er den spanske midtstopper Adrián ”Piscu” López Rodríguez, der efter for mange advarsler sidder udenfor. Til gengæld har holdet unge Erik Nissen tilbage fra karantæne og han er en mulighed i det centrale forsvar ved siden af Andreas Nordvik. Forsvarsprofilen Mads Eriksen har været fraværende i et par kampe og om han bliver klar til mødet med VB, er endnu uvist. På banens midte har Christian Ege Nielsen, Andreas Oggesen og Christian Sørensen kæmper om de to pladser i foråret løb. Fremme på den forreste del af banen har unge Niels Letort gennem længere tid markeret sig som én af de bedste på holdet. Den løbestærke Letort, der er søn af Esbjerg fB’s assistenttræner Jens Letort, dækker et stort område fremme på banen. For FC Fredericia er der muligt gensyn med Dino Hodzic, Denis Fazlagic, Niclas Nymand og Mathias Jacobsen, der tidligere har spillet i VB. Nymand og Jacobsen kun på ungdomsholdene, mens Dino Hodzic i denne sæson er udlejet fra VB til FC.
Det bliver også det sidste lokalopgør med FC Fredericia-træner Jesper Sørensen på sidelinjen i denne omgang. Han forlader FCF denne sommer for at rejse udenlands. Jonas Dal Andersen overtager FC Fredericia fra den 1. juli.

FC Fredericia er rækkens tredjebedste udehold
FC Fredericia har i denne sæson været stærke på udebane og mindre prangende hjemme på Monjasa Park. FC Fredericia er efter 16 udekampe rækkens tredjebedste udehold med 26 points. Det er fire færre end Vejle Boldklub og seks mindre end EfB. Fredericia har vundet i både Esbjerg og Viborg, ligesom det er blevet til uafgjorte resultater i HB Køge og Vendsyssel.

Tredje brændte straffespark på stribe?
I de seneste to kampe i NordicBet LIGA med VB som part, har der været brændt et straffespark. Mod Nykøbing FC på Vejle Stadion den 6. maj, var det Allan Sousa der måtte se Sebastian Olsen i NFC-målet parere et straffespark ved stillingen 1-0. I seneste spillerunde, mod Skive på udebane, var det hjemmeholdets Thomas Dalgaard, der i kampens sidste minut misbrugte et straffespark, da Pavol Bajza fik fingrene på og sendte sparket ud til hjørne. I denne sæson har der været tilkendt 10 straffespark i VB’s kampe. Seks til VB og fire til modstanderne.

Mads Lauritsen i karantæne – Viljormur vender tilbage
VB må undvære Mads Lauritsen med karantæne i lokalopgøret. Til gengæld vender Viljormur Davidsen tilbage, efter at han afsonede karantæne mod Skive i lørdags. X spillere risikerer karantæne i 33. spillerunde mod Thisted FC, hvis de modtager en advarsel mod FC Fredericia. Det er Nicolaj Madsen (51 karantænepoints), Pavol Bajza (49 karantænepoints), Ylber Ramadani (33 karantænepoints) og Simone Branca (13 karantænepoints). Se VB’s karantæneoversigt her.

Tv-kamp fra Nørreskoven
Rundens tv-kamp i NordicBet LIGA spilles på Vejle Stadion. Efter to opgør på stribe uden tv-dækning er kameraerne tilbage til VB’s kamp. TV3 Sport sendes således lokalopgøret fra Østjylland direkte og det er rundens eneste tv-kamp. De øvrige fem opgør spilles samtidig med VB’s, men de har ikke direkte tv-dækning. Under VB – FC Fredericia-kampen vises målene fra de øvrige fem kampe i NordicBet LIGA.

Husk kampprogrammet!
Husk at købe Vejle Boldklubs kampprogram af programsælgerne foran Vejle Stadion. Dette nummer af kampprogrammet er fyldt med godt læsestof. Forord af cheftræner Adolfo Sormani, spillerinterview med Imed Louati, et stort afsnit om FC Fredericia, og meget, meget mere. Det koster 10,- og kan købes af programsælgerne foran Vejle Stadion.

NordicBet LIGA
Onsdag den 16. maj kl. 16.30
Vejle Boldklub – FC Fredericia
Vejle Stadion

Kampsponsor: Vejle Kommune

Læs også: Gratis adgang for alle på onsdag!

Tekst: Lars Christensen.