Vejle Boldklubs U17- og U19-Ligahold skal ud i årets første dobbeltmøde i ungdomsligaerne lørdag middag på kunstgræsbanen på VIES. Mens U17 kom stærkt fra land i sidste weekend med den klare sejr mod HB Køge, så skal U19 spille om points for første gang i år.

Der har været en del rokeringer omkring Vejle Boldklubs U19-Ligahold siden træningen blev påbegyndt i januar. På sidelinjen har cheftræner Johan Sandahl og assistenttræner Allan Dvinge taget over efter Claus Troelsen og Kenneth Ravnborg, mens spillertruppen er udvidet med Maksym Fitel og Deniz Korkmaz, ligesom en langtidsskadet Christian Kudsk igen er til rådighed.

– Jeg har overtaget en spillertrup, der har været ramt på selvtilliden efter svære resultater i den første halvdel af sæsonen. Vi er begyndt forfra og har forsøgt at bygge selvtilliden i holdet op igen. Efter et par af sejrene i opstarten, har der været god stemning og jeg fornemmer, at den første ligasejr vil åbne op for en masse uforløst i holdet. Det skal vi ud og jagte mod Silkeborg på lørdag. Det er svært at vurdere hvor vi står, da vi kun har testet mod to virkelig gode hold. Det var træningskampen i Tyrkiet mod Tadsjikistan (sejr på 2-0, red.) og opgøret mod Esbjerg (sejr på 5-3, red.) for to uger siden, siger Johan Sandahl.

Han fulgte flere af holdets kampe før vinterpausen og har dermed et godt billede af niveauet i U19-Ligaen. Svenskeren forklarer, hvad trænerne har arbejdet mest med i vinteropstarten.

– Det var tydeligt, at holdet lukkede for mange mål ind i den første del af sæsonen. Det skal minimeres, hvis vi skal tage flere points. Den defensive organisation har været et fokuspunkt og så har vi arbejdet meget med et aggressivt udtryk, når vi går i pres. Det skulle gerne ende ud i, at vi skaber flere muligheder på den sidste tredjedel. Selvom vi har fået en 1998’er mere til rådighed i form af Christian Kudsk, så er det fortsat et meget ungt U19-Ligahold. Vi har meget arbejde foran os, men efter en lang pre-season bliver det interessant at komme ud i den første tællende kamp, siger Johan Sandahl.

Emil ”Agger” Nielsen (f. 2000) bliver ikke klar til kampen, da han har problemer med anklen. ”Agger” forventes klar igen inden for de kommende uger. U17-Ligaholdets profil Thomas Gundelund (f. 2001) er fra det nye år blevet rykket permanent op i U19-Ligatruppen. Gundelund spillede allerede en række U19-Ligakampe i efterårssæsonen og debuterede i den omvendte kamp mod SIF. Læs om til- og afgange i U19-Ligatruppen her.

I efteråret tabte VB 5-3 til Silkeborg i den omvendte kamp og i sidste sæson besejrede silkeborgenserne også VB klart i begge opgør. I sæsonen 2015-16 endte opgøret i Søhøjlandet 4-4, mens det blev 1-1 i Vejle.

I U17-Ligaen har VB også fordel af hjemmekamp mod Silkeborg. Sidste weekends forårspremiere blev en klar 5-0 sejr i HB Køge og holdet skal forsøge at hente den tredje sejr på stribe i ligaen mod Silkeborg. Otte points skiller holdene i tabellen, hvor VB er nummer 8 og SIF nummer 12. VB skal forsøge at holde trit med top 6 og det gøres kun med en sejr.

På sidelinjen er cheftræner Steffen Kielstrup tilbage efter endt studietur i Holland med DBU og A-træneruddannelsen.

Lørdag den 10. marts

U19-Ligaen kl. 12.00
Vejle Boldklub – Silkeborg IF

U17-Ligaen kl. 14.15
Vejle Boldklub – Silkeborg IF

Kampene spilles på kunstgræsbanen ved Vejle Idrætsefterskole. Adressen er Ørnebjergvej 28, 7100 Vejle.

Tekst: Lars Christensen.