Efter sidste uges premieresejr i Herfølge mod HB Køge venter formstærke Nykøbing FC i sæsonens første hjemmekamp i NordicBet LIGA for Vejle Boldklub. Opgøret spilles fra kl. 14.30.

VB og Nykøbing FC fik begge en perfekt indledning på sæsonen 2017-18, da der i sidste weekend var premiererunde i landets næstbedste række. VB med en flot sejr på 3-1 over HB Køge, mens Nykøbing FC slog Skive IK 3-2 hjemme på Sydhavsøerne. NFC var længe bagud til skibonitterne, men kantprofilen Joachim Wagner slog til i de sidste ti minutter, og med to scoringer sikrede han de ambitiøse NFC’ere sejren.

Nykøbing FC sluttede godt af i forrige sæson og møder op på Vejle Stadion som ubesejrede i seks opgør på stribe. De har således ikke tabt i 1. division siden 30. april mod HB Køge. Cheftræner Jens Olsen, der i sommerpausen har forlænget aftalen med NFC, har oprustet spillertruppen med den måske mest markante signing i hele rækken. Det er hjemvendte Søren Christensen, der med garanti bliver en profil i hele NordicBet LIGA. Christensen er en dynamisk midtbanespiller med erfaring fra mange sæsoner i Superligaen og senest i norsk og kroatisk fodbold. Mødet med NFC er også et gensyn med Martin Svensson, der i sæsonen 2015-16 spillede for VB. Svensson har været ude med en skade, men sad på bænken mod Skive og er godt på vej tilbage i topform.

Indbyrdes kampe:
Nykøbing FC var oprykkere til 1. division i sidste sæson efter en årrække i 2. division. De tre indbyrdes opgør var tætte og endte med fire point til hver. I september i Nørreskoven vandt VB 2-0. Målene scoret af Kim Elgaard på langskud og Christian Kudsk. I december lukkede de to klubber efteråret på Sydhavsøerne med en målfest. NFC førte 2-0, men VB kom tilbage og fik udlignet til 3-3. Men i sidste minut var det kampens spiller, Joachim Wagner, der gjorde det til 4-3 og sikrede julefreden hos oprykkerne. Christian Kudsk med to mål og topscorer Dominic Vinicius nettede for VB. I april mødtes klubberne for tredje gang i sæsonen. Det blev 2-2 i påskekampen i Nørreskoven. Christian Kudsk – igen – og Imed Louati scorede for VB.

Ugen der gik i Nørreskoven:
Efter sejren mod HB Køge i søndags spillede reservespillerne og ungdomsspillere mandag eftermiddag en træningskamp mod SønderjyskE. Opgøret i Haderslev endte 1-1, efter unge Jonas Andersen bragte VB foran efter pausen. Torsdag blev målmanden Dino Hodzic udlejet til FC Fredericia for resten af efterårssæsonen. På træningsbanen træner Nicolaj Madsen mere og mere med og den nye midtbanespiller nærmer sig en potentiel debut for VB. Christian Kudsk er fortsat ude med en knæskade og er ikke aktuel. VB fik ingen kort i første runde og kan mønstre en trup uden karantæner.

Tv-kamp fra Viborg
Rundens tv-kamp i NordicBet LIGA spilles i Viborg mellem Alka Superliganedrykkerne Viborg FF og Esbjerg fB kl. 14.30. De øvrige fem kampe spilles også fra kl. 14.30. Mål fra de kampe vises løbende under tv-kampen på TV3 Sport 1.

Læs også:
VB spiller med sørgebind mod Nykøbing FC
Hovedsponsor VTK/Blite køber 1000 kampbilletter fri til søndagens hjemmekamp

NordicBet LIGA
Søndag den 6. august kl. 14.30
Vejle Boldklub – Nykøbing FC
Vejle Stadion

Tekst: Lars Christensen.