Holdene havde hver sin halvleg, da Vendsyssel og VB salomonisk delte pointene i fredagens Superligakamp. VB spillede græsseligt før pausen, men tog i den grad revanche efter pausen, og det uafgjorte resultat var fair – bevidnet af 2738 tilskuere, hvoraf et par busfulde fans i rødt havde taget turen op gennem Jylland.

”Never change a losing team,” syntes at være devisen fra Adolfo Sormanis side op til dagens kamp I Nordjylland. I alt fald sendte han de samme 11 på banen, som efter en ellers fin indsats tabte til FCM sidste weekend.  Thomas Gundelund og Lucas From var siet fra de 20, der var udtaget til kampen, hvilket betød, at en atter kampdygtig Adam Jakobsen kunne genindtage sin plads på bænken.

Der var ikke så meget af stormen Johanne tilbage denne aften på Nord Energi Arena – nogen fuldvoksen kvinde var hun i alt fald ikke. Men vist spillede vinden da med på den åbne arena, og det var nordjyderne, der havde blæsten i ryggen før pausen. Begge holds aggressive pres levnede ikke meget tid og plads til organiseret opspil, og starten på kampen blev da også ganske rodet uden mange sammenhængende scener endsige chancer. VB kom dog gradvist mere med i spillet og begyndte at få en smule sat sammen. Alligevel blev det vendelboerne, der fik den første chance – og den var stor! Efter en omstilling i det 27. minut befandt Mads Boe Mikkelsen sig pludselig helt alene i feltet, men mirakuløst lykkedes det ham at sparke over tværribben.

Den misbrugte chance gav dog de hvidklædte mere medvind, end de havde i forvejen, og der stod VFF på resten af halvlegen mod et VB-hold, som spillede sin dårligste halvleg i sæsonen. Lucas Jensen fik trykket af, men for svagt, og Bajza kunne samle op. Men skulle der komme et mål i en på ingen måde berusende halvleg, var det klart, det måtte være til nordjyderne. Kort før pausen fik hjemmeholdet lov at spille på tværs foran VB-feltet, bolden endte hos Mads Boe Mikkelsen, og hans flade skud gik i mål via Bajzas handsker.

Det var et forvandlet VB-hold, der efter en efter alt at dømme højrystet pauseopsang tilsat ikke så få italienske eder, kom ud til 2. halvleg. Der var nu løbevillighed, entusiasme og den ild i øjnene, man havde savnet i de første 45 minutter. Nicolaj Madsen havde afløst Arbnor Mucolli, og VB satte sig straks på kampen. Efter 50 minutter kom da også kampens første chance til gæsterne om end en ufrivillig en af slagsen. Vendsyssel-keeper Flø skulle skille sig af med bolden, men ramte Louati i hovedet, og bolden strøg lige forbi stolpen. En kuriøs situation…!

Sormani skiftede ultraoffensivt ud – efter en time blev Emmersón afløst af Gustaf Nilsson! Udligningen kom kort efter. I det 61. minut kunne en helt fri Rasmus Lauritsen heade Jacob Schoops indlæg i mål som udløber af et hjørne og efterfølgende indkast. VB pressede videre og var bl.a. farlige på en del hjørnespark. Sean Murray, der med godt et kvarter igen havde afløst Sousa, blev spillet fri af Louati, men Flø fik fodpareret. Louati headede over, og Nilsson var tæt på et gennembrud, men det blev – ikke voldsomt uretfærdigt – ved pointdelingen.

I en kamp, hvor dommer Morten Krogh anlagde en storsindet linje, og kombattanterne fik lov at gå til hinanden, var der dog rimelige gule kort til Emmersón og Rasmus Lauritsen. Mikkel Frankoch hos gæsterne blev ligeledes noteret. Seks point efter fem kampe må siges at være tilfredsstillende for VB’s oprykkere. Når det går løs mod FCN’s unge himmelstormere næste søndag, er det dog nok nødvendigt med to gode halvlege…!

Grundspil, Superligaen 2018-19, Nord Energi Arena, Hjørring
Fredag den 10. august 2018 kl. 19.00
Vendsyssel FF – Vejle Boldklub 1-1 (1-0)
44. 1-0 Mads Boe Mikkelsen
61. 1-1 Rasmus Lauritsen

Kort:
35. Vladis Emmersón (gult kort)
83. Rasmus Lauritsen (gult kort)

Indskiftninger:
46. Arbnor Mucolli ud Nicolaj Madsen ind
59. Vladis Emmersón ud Gustaf Nilsson ind
74. Allan Sousa ud Sean Murray ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Pavol Bajza

Rasmus Lauritsen
Mads Greve
Vladis Emmersón

Kerim Memija
Jacob Schoop (anfører)
Ylber Ramadani
Arbnor Mucolli
Viljormur Davidsen

Allan Sousa
Imed Louati

Bænken:
Thomas Hagelskjær (m)
Felix Örn Fridriksson
Sean Murray
Gustaf Nilsson
Adam Jakobsen
Nicolaj Madsen
Mads Lauritsen

Dommer: Morten Krogh
Tilskuere:
2.738

Vendsyssel (4-1-4-1): Nicolai Flø – Alexander Juel Andersen, Sander Fischer, Andreas Kaltoft (81: Søren Henriksen), Jeppe Svenningsen – Mikkel Frankoch – Lucas Jensen, Morten Brander Knudsen, Moses Opondo, Mads Boe Mikkelsen (59: Brandão dos Santos) – Sebastian Czajkowski (65: Emmanuel Ogude)
Træner: Jens Berthel Askou.

Kort:
36. Mikkel Frankoch (gult kort)

Tekst: Ole Kristensen.