Vejle Boldklub har hentet Lucas Jensen (f. 1994) transferfri i Vendsyssel FF og skrevet kontrakt frem til 31. december 2020 med den 24-årige højrekant, der i den forgangne sæson spillede 27 kampe i Superligaen.

Den første udefrakommende tilgang til spillertruppen denne sommer er på plads. Det er den stærke kantspiller Lucas Jensen, der skifter Nordjylland og Vendsyssel FF ud med Nørreskoven og Vejle Boldklub i de kommende halvandet år. Lucas Jensen brød igennem på Viborgs divisionshold i foråret 2012 og skiftede siden til OB. Siden tiden på Fyn har Lucas Jensen optrådt for først Hobro og siden Vendsyssel.

Jacob Krüger, der er teknisk chef i Vejle Boldklub, om tilgangen af den gennembrudsstærke kantspiller:

– Lucas Jensen er den kantprofil, vi har søgt efter til at forstærke truppen. Selvom han kun er 24 år, har han mere end syv års erfaring fra NordicBet LIGA og Superligaen med i bagagen. Som spiller er Lucas Jensen en klassisk højrekant. Han er gennembrudsstærk 1:1, har fart, slår gode indlæg, og så har han en god fysik, som gør ham robust i duellerne, siger Jacob Krüger.

– Vi får en spiller ind i truppen, som har begået sig på højeste niveau i NordicBet LIGA i en årrække og også prøvet kræfter med Superligaen. Han har været kampafgørende for sine tidligere klubber på det her niveau, og han har flere af de egenskaber, som vi har søgt, og som er vigtige for hold, som vil tage teten i rækken. Så vi glæder os rigtig meget til at se ham i den rød-hvide trøje, siger Jacob Krüger.

Lucas Jensen, der har tre oprykninger fra NordicBet LIGA til Superligaen på CV’et, skrev mandag formiddag under på kontrakten, der gør ham til VB’er frem til udgangen af 2020. Han er på træningsbanen første gang mandag formiddag, når vejlenserne går ind til den tredje uge af sommeropstarten.

– Jeg har hørt meget godt om VB, og så tænder klubbens ambitioner mig. Målet om oprykning til Superligaen tiltrak mig, og så har Vejle Stadion altid været et fedt sted at spille. Der er altid god stemning, og omgivelserne i Nørreskoven er perfekte. Nu glæder jeg mig til at trække i VB-trøjen og få det talstærke publikum over på min side, indleder Lucas Jensen.

– Som spiller er jeg en udfordrende og hurtig kantspiller, der truer modstandernes bagkæde med dybe løb. Jeg vil gerne bidrage med mål og assists, og mit helt store fokus på banen er, at der kommer slutprodukt på mine aktioner i form af målgivende afleveringer eller mål. NordicBet LIGA er en hård række, hvor kampen om oprykning i den kommende sæson bliver hård. Jeg kender racet i toppen af rækken fra de seneste sæsoner, og det kræver kontinuerligt gode præstationer at rykke op fra en række hvor kun førstepladsen tæller, siger Lucas Jensen.

Den 24-årige kantspiller har tidligere i karrieren spillet sammen med to af de nye holdkammerater. Som helt ung spillede han sammen med Mads Lauritsen i Holstebro Boldklub, inden de begge skiftede videre til Viborg, hvor de fik et gennembrud på divisionsholdet. Senere skiftede Lucas Jensen til OB, hvor han blev holdkammerat med Jacob Schoop.

Tekst: Lars Christensen.