Ny 1-0-sejr i Tyrkiet

Vejle Boldklub tog vinteropstartens anden testsejr på stribe. Denne gang blev det 1-0 over rumænske FC Viitorul Constanta. Det var Allan Sousa der blev matchvinder, da han assisteret af Arbnor Mucolli scorede efter godt og vel en times spil.

Cheftræner Adolfo Sormani havde fire ændringer i startopstillingen i forhold til 1-0-sejren over Mezokovesd Zsory FC fra Ungarn i sidste uge. I bagkæden var der startdebut til Malte Amundsen på venstreback, på midtbanen spillede Mathias Hebo Rasmussen fra start på bekostning af Jacob Schoop og fremme i angrebet gik Imed Louati og Thais Damgaard Nielsen ud til fordel for Adam Jakobsen og Arbnor Mucolli. Sidstnævnte var rykket frem fra midtbanen, mens Yurchenko blev anvendt på den ene af de kontrollerende midtbanepositioner.

Vejle Boldklub var rejst til Belek, for at møde FC Viitorul Constanta. På banen ved Hotel Sueno tog rumænerne imod. Viitorul, som de kaldes i daglig tale, trænes af landets fodboldikon Gheorghe Hagi, der også ejer klubben. Træningskampen var den første af to for rumænerne mandag. Senere på dagen spillede de med et andet hold og tabte 1-2 til Lechia Gdansk fra Polen.

Opgøret begyndte alt andet end god for VB. Allerede efter et lille kvarter kom Mathias Hebo Rasmussen galt afsted og måtte lade sig udskifte. Ind kom Jacob Schoop på midtbanen. Allan Sousa havde vejlensernes bedste forsøg før pausen, men alene igennem vandt den rumænske keeper duellen med brasilianeren. Cojocaru hev en fin fodparade op på afslutningen fra en presset Sousa, der dog tog revanche senere i kampen.

Der var anderledes snit over Viitorul før pausen. Særligt venstresiden hos Hagis tropper var anledning til uro i VB-defensiven og rumænerne kom et par gange tæt på en scoring. Men Pavol Bajza og forsvaret fik afværget. I det 7. minut var det dog hverken Pavol Bajza eller forsvaret der reddede VB, men stolpen der tog fra. Angriberen Denis Dragus forsøgte sig i en god position efter “Rama” havde sløset med en aflevering, men træværket reddede VB. Fra begyndelsen på 2. halvleg skiftede VB for anden gang. Adam Jakobsen gik ud og overlod pladsen til Melker Hallberg. Det betød en mindre rokade. Vladlen Yurchenko gik frem, men svenskeren faldt ind på midtbanen.

VB spillede en anderledes god 2. halvleg og kom frem til flere muligheder. Yurchenko og Melker Hallberg bød tidligt ind på scoringer, men det lykkedes ikke at score. Yurchenko mistimede i fri position, mens Hallberg måtte se en rumænsk fod sende bolden ud til vejlensisk hjørnespark. Kampens enlige scoring faldt i det 62. minut. Mens Jacob Schoop den anden dag blev noteret for en assist, så måtte midtbanespilleren denne gang nøjes med tredjesidste fod på scoringen. Schoop fandt Arbnor Mucolli med en god bold og den unge midtbanespiller viste fint overblik og serverede en god chance for Allan Sousa. Brasilianeren svigtede ikke og Alexandru Serban i målet var chanceløs.

I det 69. minut foretog cheftræner Adolfo Sormani seks udskiftninger. Blandt andre gik Rasmus Lauritsen og Vladis Emmersón ud og det betød nyt stopperpar. Ind kom Mads Lauritsen og debuterende Branko Ilic. Slovenske Ilic holdt sammen med sine nye holdkammerater clean sheet i de sidste godt og vel tyve minutter. Men det holdt hårdt. I kampens sidste minut var det Eric de Oliveira Pereira der ramte stolpen. Tættere på kom et, som kampen skred frem, yngre og yngre Viitorul-mandskab ikke. Og så kunne vejlenserne notere årets anden testsejr i ligeså mange forsøg. Forberedelseskampene i Tyrkiet fortsætter på torsdag, hvor Vejle Boldklub møder polske Cracovia Kraków i den næstsidste træningskamp inden forårspremieren i Superligaen.

Læs hvordan FC Viitorul Constanta så kampen og se et billedgalleri her.

Læs hvordan Vejle Amts Folkeblad så kampen her.

Se mål og højdepunkter fra kampen her.

Træningskamp, Hotel Sueno Deluxe Belek, Antalya, Tyrkiet
Mandag den 21. januar 2019 kl. 12.00 (lokal tid)
FC Viitorul Constanta – Vejle Boldklub 0-1 (0-0)
62. 0-1 Allan Sousa

Indskiftninger:
14. Mathias Hebo Rasmussen ud Jacob Schoop ind
46. Adam Jakobsen ud Melker Hallberg ind
69. Rasmus Lauritsen ud Mads Lauritsen ind
69. Vladis Emmersón ud Branko Ilic ind
69. Tobias Mølgaard ud Kerim Memija ind
69. Arbnor Mucolli ud Thomas Gundelund ind
69. Vladlen Yurchenko ud Lundrim Hetemi ind
69. Allan Sousa ud Thais Damgaard Nielsen ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Pavol Bajza

Tobias Mølgaard
Rasmus Lauritsen
Vladis Emmersón
Malte Amundsen

Ylber Ramadani (anfører)
Mathias Hebo Rasmussen
Vladlen Yurchenko

Arbnor Mucolli
Allan Sousa
Adam Jakobsen

Bænken:
Thomas Hagelskjær (m)
Viljormur Davidsen
Melker Hallberg
Thomas Gundelund
Jacob Schoop
Mads Lauritsen
Thais Damgaard Nielsen
Lundrim Hetemi
Branko Ilic
Kerim Memija

Dommer: Ukendt
Tilskuere:
Cirka 75

FC Viitorul Constanta (4-3-3): Valentin Cojocaru – Radu Boboc, Marius Leca, Virgil Ghita, Andrei Tircoveanu – Andrei Artean, Paul Iacob, Vlad Achim – Andrei Ciobanu, Denis Dragus, Andreas Calcan. Indskiftet: Alexandru Serban (m), Eric de Oliveira Pereira, Carlo Casap, Robert Neciu, Louis Munteanu, Alexi Pitu, Darius Grosu
Træner: Gheorghe Hagi.

Tekst: Lars Christensen.