Salget af navnene i Vejle Boldklubs jubilæumsmosaik er i fuld gang. Der findes mange smukke, stærke og relevante fortællinger i hvert et navn, der vælges til mosaikken.

Her kommer en af de smukke til jer – fra én fan til alle jer andre.

Ulrik Lauridsen fik sin første oplevelse med Vejle Boldklub som 10-årig i 1984. Alt mens sneen faldt over et juleklart Vejle, og kalenderen nærmede sig afskeden med året 1984, der samtidig markerede Vejle Boldklubs femte mesterskab, besøgte Ulrik julemessen i Idrættens Hus og fik sit første årsskrift i gave af sin far. En årsskrift, som stadigvæk står på hylden i hjemmet.

– Det var her, jeg for alvor mødte Vejle Boldklub. Nogle få år senere skiftede jeg så som lilleput til klubben. Jeg kom til et lilleputhold, der havde mange stærke spillere, og jeg fik ærke-VB’eren Jan Mejer, søn af den tidligere VB-spiller Poul Mejer, som træner. Da jeg blev juniorspiller, skiftede Henrik Tønder også til Vejle Boldklub fra Bredebro. Henrik var fast U-16-landsholdsspiller, så det sagde lidt om klubben, at folk fra det mørke Sønderjylland skiftede til ”store” Vejle Boldklub, fortæller Ulrik Lauridsen.

Imens ungdomskarrieren i Vejle Boldklub blev plejet, oplevede Ulrik Lauridsen en del VB-nedslag i Nørreskoven med sin far. Lige fra Preben Elkjær, der helt spektakulært blev hentet til Vejle, til at samme spiller forsvandt efter sit røde kort i kvalifikationskampen mod B1913 den 25. november 1990. 

– Jeg har så mange gode minder som tilskuer med min far fra det gamle Vejle Stadion. Det er blevet til både forkampe, europæiske opgør og en tjans som bolddreng. Der var faktisk en enkelt gang, jeg kom i TV Sporten om aftenen, da jeg som bolddreng skulle sparke bolden ind på banen og gled i det våde græs. Det var ikke så fedt som ung dreng at blive verdensberømt i Vejle for lige det, kommer det med et stort grin fra Ulrik Lauridsen et par årtier senere.

Da Vejle Boldklub præsenterede muligheden for, at man kunne købe sit navn i mosaikken over hovedindgangen på det nye stadion, var der ingen tvivl i hjertet hos Ulrik Lauridsen. Her skulle far og søn stå side om side, som de havde gjort så mange gange gennem livet på Vejle Stadion, mens de rødblussede helte forsøgte at indfri forventningerne.

– Da min far døde, fik han ikke et gravsted i traditionel forstand. Jeg føler, at min fars navn ved siden af mit i mosaikken på mange måder repræsenterer et sted, hvor jeg kan mindes min far og det bånd, vi havde gennem Vejle Boldklub og de oplevelser, vi delte i Nørreskoven. Det er så fint og en fantastisk idé, der kan samle alle os, der har minder fra fortiden, og som stadigvæk orienterer os mod Nørreskoven, når der spilles fodbold i weekenden, afslutter Ulrik Lauridsen.

Tekst: Morten Pelch