Nortec er specialiseret i salg og service af professionelle vaskeriløsninger. Siden starten i 1988 har hovedsædet ligget i Vejle, og den lokalt forankrede virksomhed har i flere år været en stolt sponsor i Vejle Boldklub. Nu opgraderer Nortec sit sponsorat fra Erhverv til Bronze for at støtte endnu mere op om byens hold.

Nortec leverer brugervenlige, solide og smarte vaskeriløsninger i højeste kvalitet til almene boliger, andelsboligforeninger, rengøringsselskaber, plejehjem, sygehuse, hoteller, institutioner som børnehaver og vuggestuer og ikke mindst til Vejle Boldklub. Det fortæller Dan Vium, der er marketingchef i Nortec.

”Spillerne skal naturligvis se ordentlige ud, når de løber ind på Vejle Stadion foran et stort publikum på lægterne og bag tv-skærmene. Derfor har vi leveret nogle solide og kraftfulde vaskemaskiner, der både kan holde spillertøjet og træningstøjet pænt og rent”, siger Dan Vium med et smil, der afslører, at Vejle-virksomhedens hjerte banker for Nørreskovens helte.

”I Nortec har vi et stort rødt hjerte, og vi vil gerne være med til at bakke op omkring Vejle Boldklub. Klubben samler byen og er med til at sætte Vejle på danmarkskortet. Den positive omtale af byen er vigtig. F.eks. kan den være med til at gøre det lettere at rekruttere nye medarbejdere”, fortæller Dan Vium, der løbende glæder kunder og samarbejdspartnere ved at invitere til superligabold på Vejle Stadion.

TotalCare™ – et banebrydende vaskerikoncept uden investering

Nortec er en landsdækkende virksomhed med godt 65 mand. Virksomheden har hovedsæde i Vejle og afdeling i Brøndby. Begge steder har Nortec et stort showroom, hvor de nyeste produkter og konceptet TotalCare™ præsenteres.

”I Nortec ved vi, at et professionelt vaskeri skal være funktionelt, indbydende og omkostningseffektivt. Alt det får man med TotalCare™, der er en løsning, hvor kunderne udliciterer vaskeridriften til Nortec og får et fuldt udstyret og veldrevet vaskeri stillet til rådighed – helt uden etableringsomkostninger”, forklarer Dan Vium.

Drift, reparation og vedligeholdelse varetages af et landsdækkende team af specialuddannede serviceteknikere. Alt inkluderes i en enkel driftsaftale med Nortec og afregnes pr. maskinstart efter den betalingsmetode, som er mest hensigtsmæssig.

”Vi kan etablere nye vaskerier helt fra bunden, hvor vi indretter lokalet med nye maskiner i høj kvalitet og smukt design med afsæt i kundens behov. Det sikrer en løsning med præcis det antal og den kombination af maskiner, som kunden har brug for”, forklarer Dan Vium, der sammen med Nortec udruller en ny app i starten af det nye år.

”Den nye app skal gøre det endnu lettere at bruge vores vaskeriløsninger. Med app’en bliver det nemt at vælge den enkelte maskine og betale direkte med f.eks. MobilePay eller over huslejeopkrævningen. Løsningen kan naturligvis implementeres i eksisterende vaskeriløsninger”, understreger Dan Vium, der krydser fingrene for at Vejle Boldklub får et godt forår og sikrer sig endnu en sæson i den bedste række.

Læs mere på www.nortec.dk