Hverken det danske U19-landshold eller Færøerne kunne følge op på sidste uges sejre. Danmark tabte finalen i minitræningsturneringen i Sverige med 0-1 til Østrig, mens Færøerne tabte den vigtige udekamp mod Kosovo i Nations League med 0-2.

Landstræner Henrik Clausen havde fundet plads til 16-årige Thomas Gundelund i startopstillingen mod Østrig. Gundelund spillede højreback i den danske 4-3-3-opstilling. Danskerne skabte flere gode muligheder på banen i Gävle i det nordlige Sverige før pausen, men bolden kom ikke i mål. Gundelund forlod banen i pausen og efter sidebyttet, kunne han se østrigerne overtage mere af kampen. Efter en times spil scorede Østrig kampens eneste mål og vandt 1-0.

Thomas Gundelund har efter turneringen i Sverige spillet 19 ungdomslandskampe for Danmark. Han har fortsat alderen til U18-landsholdet. Gundelund er i øvrigt en del af den VB-trup, der møder BK Frem i Sydbank Pokalen tirsdag aften i Valby.

Viljormur Davidsen og Færøerne spillede anden kamp Nations League. Modstanderen var Kosovo på Balkan. Efter 0-0 ved pausen scorede Kosovo i det 50.- og 54. minut og vandt dermed 2-0. Viljormur Davidsen spillede alle 90 minutter for Færøerne på venstreback. Viljormur er noteret for 25 landskampe for Færøerne. Den solide venstreback har fortsat den første scoring til gode i landsholdsdragten.

Færøerne spiller igen i Nations League den 11. oktober mod Aserbajdsjan på hjemmebane.

Victorien Adebayor, der i august blev lejet for sæsonen i ghanesiske Inter Allies, har været udtaget til Nigers kamp i kvalifikationen til African Cup of Nations mod Egypten. I Cairo i lørdags vandt hjemmeholdet med 6-0. Nu rejser den nye angriber til Danmark, hvor han slutter sig til VB’s Superligahold.

Tekst: Lars Christensen.