Vejle Boldklub og Nathan Oduwa er blevet enige om at ophæve kontrakten godt og vel tre måneder efter englænderen kom til Nørreskoven. 22-årige Oduwa er dermed fri til at se sig om efter en ny klub.

Jacob Krüger, teknisk chef i Vejle Boldklub, forklarer beslutningen om at sige farvel til Nathan Oduwa.

– Selvom to parter kan have de bedste intentioner forud for en kontraktindgåelse, så kan det være det bedste for både spiller og klub, at man prøver noget andet. Vi lavede en aftale med Nathan Oduwa tidligere på efteråret, hvor vi manglede et supplement til vores offensiv. Nathan har budt sig til med de kompetencer han har, men det blev aldrig et godt match mellem ham og VB. Der er ingen tvivl om, at Nathan med hans ekstreme fart og offensive antrit har færdigheder, der er efterspurgt i moderne fodbold. Det blev et kort ophold i Danmark og Vejle for Nathan, men vi ønsker ham held og lykke i fodboldkarrieren fremover. Med Nathans ophævelse frigiver vi midler til en plads i truppen, siger Jacob Krüger.

Det blev til fire kampe for VB for englænderen. Debutkamp mod SønderjyskE den 5. oktober og afskedskamp mod Brøndby den 9. december.

Nathan Oduwa kom til VB som klubløs i september, efter han senest havde spillet for NK Olimpija i Slovenien. I hjemlandet England er han akademispiller fra Tottenham Hotspur, men har seniorerfaring fra klubber som Luton Town, Peterborough og Colchester United.

Tekst: Lars Christensen.