Tobias Mølgaard havde valgt et gyldent tidspunkt til at score sit første mål for VB efter skiftet fra Thisted, for hvem han har scoret en enkelt gang i NordicBet LIGA’en. Med et kvarter igen blev den lyskrøllede venstreback nemlig matchvinder, da VB snævert, men fortjent, vandt lokalopgøret mod naboerne fra Kolding IF.

Ikke alle 95 minutter var det fodbold for feinschmeckere, det, der blev budt TV-seerne og nogle få hundrede tilskuere i Kolding, men VB stod som det bedste, mest modne og afklarede hold af de to, hvilket berettiger sejren – også set i lyset af antal chancer.

Ligeledes fortjent var det, at Tobias Mølgaard skulle blive en sjælden matchvinder. Det unge forsvarstalent lykkes ikke med alt, hvad han laver, og et par indlæg gik da også i dag køkkenvejen, men han udstråler altid en vilje, en opportunisme og et gå-på-mod, som er beundringsværdigt.

Der var flere ændringer i VB’s startellever i forhold til det skuffende opgør mod Skive. To var tvungne, idet Ramadani og Amundsen var ude med karantæne. Foran Groothuizen spillede Mølgaard, Greve, Ojala og Davidsen i bagkæden. Gundelund og Schoop var at finde på den defensive midtbane med Montiel på den offensive. Lucas Jensen og Mucolli huserede på kanterne, og fremme var Finnbogason.

En stille sommerregn silede ned over Autocentralen Park op til kampen, og de to hold brugte det første kvarter til at finde sig til rette på den glatte bane. Det mest bemærkelsesværdige, der skete her, var, at hjemmeholdet allerede efter en håndfuld minutter måtte udskifte Daniel Thøgersen, der slog næsen i en duel med Tobias Mølgaard.

Men efter det bemeldte kvarter skete der ting og sager. Kjartan Finnbogason havde inden for fem minutter tre chancer i klassen generaldirektører, men herefter stod der stadig 0-0 på måltavlen. Først flugtede han fra kort afstand lige på KIF-keeper Frederik Ibsen, derefter strandede han atter på Ibsen, spillet fri af Lucas Jensen, og endelig sparkede han forbi spillet op af Tobias Mølgaard. Uvant uskarpt af den islandske måltyv.

I det 23. minut meldte KIF sig så ind i kampen og havde sin første chance, da Mathias Høgsholt sparkede snært forbi. Også topscorer Rune Nautrup sparkede forbi udefra.

Samtidig var det VB, der nødtvungent måtte skifte, da Wahid Faghir afløste en skadet Lucas Jensen.

Efter 34 minutter lykkedes det endelig Finnbogason at sparke bolden i kassen efter et Montiel-frispark, men strikeren stod offside.

VB var mest og bedst på bolden før pausen, mens Kolding først og fremmest truede med omstillinger – som oftest ført frem af den tidligere VB’er Denis Fazlagic på højrekanten. Men 0-0 ved pausen.

Unge Faghir havde staks efter pausen en god mulighed, da Ibsen blev fanget ude af sit mål, men KIF-keeperen nåede tilbage og fik pareret.

Værterne havde nu en god periode, hvor de var mere på bolden og fik fremtvunget en række hjørnespark. Og med Sebastian Sommer til at serve fra stangen bliver de næsten altid farlige. Generelt var VB dog med en stærk tilbagevendt luftkaptajn Mads Greve samt en sikker Groothuizen dygtige til at få afvist de høje KIF-indlæg.

Denis Fazlagic var dog nærgående, da hans forsøg snittede opstanderen.

10 minutter inde i 2. halvleg havde de fleste dog set VB komme foran. Finnbogason fik headet godt på et hjørne, men på mirakuløs vis fik en Kolding-spiller afværget på stregen.

Gâlcă bragte Gryn for Montiel med en god halv time igen. Og i det 76. minut kom så afgørelsen. Tobias Mølgaard var snarrådigt først på en nedfaldsbold efter hjørne og kanonerede bolden i mål med venstrebenet.

Med stor rutine spillede VB nu klokken ned mod modløse koldingensere, som ikke rigtig syntes at have troen på en udligning. Ikke mindst Arbnor Mucolli var guld værd i slutminutterne. Den lille kantspiller er noget nær umulig at få bolden fra, og de hvidblusede brugte megen tid og mange kræfter på at jagte ham.

I en højst usædvanlig dobbeltudskiftning tog Gâlcă med fem minutter igen de to indskiftere Faghir og Gryn ud og erstattede dem med Adam Jakobsen og Arlind Ajeti. Jakobsen stressede KIF’erne godt til sidst, og hovedstødsstærke Ajeti gjorde sin skyldighed ved at vinde et par luftdueller.

Kolding så gult to gange – den ene gang var det træner Morten Mølkjær – mens kaptajn Schoop, Ojala og Gundelund fra udeholdet blev noteret af dommeren.

Alt kører ikke i olie for topholdet lige nu, men de tre point på en svær udebane er godkendt efter en solid arbejdsindsats. Og holdet har nu i et ellers sammenpresset program noget så sjældent som over en uge til næste kamp. Hvidovre gæster Nørreskoven søndag i næste weekend.

NordicBet LIGA 2019-20, Autocentralen Park, Kolding Stadion
Lørdag den 13. juni 2020 kl. 13.00
Kolding IF – Vejle Boldklub 0-1 (0-0)
76. 0-1 Tobias Mølgaard

Kort:
36. Jacob Schoop (gult kort)
58. Juhani Ojala (gult kort)
84. Thomas Gundelund (gult kort)

Indskiftninger:
23. Lucas Jensen ud Wahid Faghir ind
62. Diego Montiel ud Sergiy Gryn ind
87. Sergiy Gryn ud Arlind Ajeti ind
87. Wahid Faghir ud Adam Jakobsen ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Indy Groothuizen

Tobias Mølgaard
Mads Greve
Juhani Ojala
Viljormur Davidsen

Diego Montiel
Thomas Gundelund
Jacob Schoop (anfører)

Lucas Jensen
Kjartan Finnbogason
Arbnor Mucolli

Bænken:
Thomas Hagelskjær (m)
Arlind Ajeti
Sergiy Gryn
Adam Jakobsen
Wahid Faghir
Leonel Montano
Tobias Sommer

Dommer: Patrick Stenzel Rasmussen
Tilskuere:
Cirka 350

Kolding IF (3-4-3): Frederik Ibsen – Mads Zederkof, Mathias Høgsholt (81: Martin Hedeager Jensen), Simon Trier – Morten Hansen, Niels Letort (81: Christian Kudsk), Sebastian Sommer, Daniel Thøgersen (7: Simon Smidt) – Denis Fazlagic (64: Jeppe Hansen), Rune Nautrup, Mikkel Jakobsen (46: Henrik Brodersen)
Træner: Morten Mølkjær.

Kort:
90. Simon Smidt (gult kort)

Tekst: Ole Kristensen.