Denne artikel blev bragt første gang i kampprogrammet til hjemmekampen mod FC Fredericia onsdag den 16. maj 2018.

Dødboldeksperten

Kampprogrammet har mødt Giovanni Mazzella på trænerkontoret, hvor teamet forberedte sig til kampen mod Skive i sidste uge. Da Mazzellas engelske gloser ikke så mange, og kampprogrammets italienskkundskaber ikke-eksisterende, hjælper cheftræner Adolfo Sormani og fysisk træner Gabriele Faccea lidt til med tolkning.

Mazzella, 52 år gammel er født i Napoli og har kendt Adolfo Sormani fra barnsben. De gik begge på Napolis fodboldakademi. Som aktiv var Giovanni Mazzella angriber.

– Jeg lavede mange mål, forsikrer italieneren leende.

Han spillede tre år i Serie B for Reggina i det sydligste Italien. Han har også spillet i lavere ligaer, ligesom han har spillet Futsal. Trænerkarrieren blev også startet som Futsal coach i fem år i Syditalien, og i 2010 begyndte samarbejdet med Adolfo Sormani så. De to har dannet par i adskillige klubber rundt om i verden.

– Vi startede i Napoli, så har vi fx været i FC Südtirol i den tredjebedste italienske række, Partizan Tirana i Albanien, Wuhan Zall i Kina, inden vi sidste år havnede her i Vejle. Dodo (Sormanis kælenavn) og jeg er rigtig gode venner, og så har vi det samme syn på fodbold, siger Giovanni Mazzella.

Mazzellas funktion er bl.a. at forberede træningen sammen med Sormani ud fra den kommende modstander. Assistenttræneren studerer meget video af de andre hold og ser rigtig mange fodboldkampe.

– Når jeg har fri fra klubtræningen, tager jeg tit ud og ser fodbold – Superliga, NordicBet LIGA, ungdomskampe – for at danne mig et indtryk af niveauet, siger Mazzella, hvis store force er standardsituationerne.

– Vi finder hele tiden på nye variationer, så det ikke bliver for let for modstanderne at dække op over for vores dødbolde.

Om fodboldniveauet i Danmark, siger Mazzella:

– Superligaen har god kvalitet. Spillet i den næstbedste række er meget fysisk og duelpræget med hård kamp om andenboldene. Men der er gode spillere. VB ville passe i niveau til den italienske Serie B, siger Giovanni Mazzella.

Italieneren har kone og tre børn hjemme i Italien. Børnene, to piger og en dreng, er 26, 22 og så en efternøler på 8 år. Det er ikke så meget, han ser til familien.

– Jeg har faktisk ikke set dem i fire måneder. Hvis vi har en lille pause, er der ofte en to-tre spillere, der skal trænes med, fordi de har været skadede eller på anden måde er kommet ud af form, så det er ikke så ofte, vi har fri, siger han.

I ledige stunder holder den 52-årige træner af at gå ud og spise med resten af trænerteamet.

– Der er mange gode restauranter i Vejle – ikke bare de italienske, smiler Mazzella og nævner i flæng Trattoria dei Re, Hellas, Toscana, Remouladen og Vedelsborg.

Mazzella og Sormani håber at blive i Vejle længe endnu, men trænerteamet har netop diskuteret de seneste dages uventede trænerafgange i Vendsyssel og Thisted FC, hvilket får Sormani til at indskyde: ”Football is unpredictable…”

Fakta:
Giovanni Mazzella
Født: 07.02.1966 (52 år)
Nationalitet: Italien
Træneruddannelse: UEFA B-licens
Stilling: Assistenttræner
En del af trænerstaben omkring Vejle Boldklubs NordicBet LIGA-hold fra og med den 14. juni 2017. Teamet består af Adolfo Sormani (cheftræner), Morten Bisgaard (assistenttræner), Toivo Vadum (målmandstræner), Gabriele Faccea (fysisk træner) og Asger Pedersen (fysioterapeut).
VB-debut: 30. juli 2017, HB Køge – VB 1-3
Klubber som spiller: Reggina Calcio (1984-86), Ercolanese (1986-87), SS Corigliano (1987-88), Sambiase (1990-92). Spillede herefter futsal fra 1992-99.
Klubber som træner: S.S.C. Napoli, Italien (2010-14), FC Südtirol, Italien (2014-15), Lanzaro Fotball Scool, Napoli, udviklingschef (2015-16), FK Partizani, Albanien (2016), Wuhan Zall, Kina (2017), Vejle Boldklub (2018-)
Vidste du at? 22 af VB’s 44 mål i NordicBet LIGA i denne sæson er scoret efter dødbolde? Det svarer til 50 % af målene. 12 mål efter hjørnespark, syv efter frispark og tre mål på straffespark. De sidste 22 mål er scoret i åbent spil.

Tekst: Ole Kristensen.