I den lille serie med portrætter af medlemmer af VB’s trænerstab er turen kommet til assistenttræner Morten Bisgaard.

Helten fra Bernábeu blev analytiker i VB

6. december 1994. Real Madrid møder hjemme OB i 3. runde af UEFA Cup’en, og efter spansk 3-2 sejr i den første kamp synes madrilenerne trods en skuffende indsats og bagud 0-1 til de upåagtede danskere alligevel videre. Så meget desto mere, som de 90 minutter faktisk er gået. Men 1½ minut inde i overtiden snyder Michael Schønberg den spanske højreback og lægger bolden ind foran, hvor Morten Bisgaard kommer stormende til og sender Michael Laudrup og de øvrige verdensstjerner ud af turneringen. En af de største sensationer nogensinde i europæisk Cup-fodbold er perfekt. I dag, 24 år senere, er helten fra Madrid, Morten Bisgaard, assistent og chefanalytiker i VB’s trænerteam.

Efter at have forladt barndomsklubben Hadsten starter Morten Bisgaard sin professionelle karriere i Randers Freja, og den bringer ham til flere danske klubber samt til Udinese og Derby.

– Målet i Madrid er først mit tredje seniormål og meget tidligt i karrieren. Min sidste sæson i FCK i 2004 står ellers som noget af det bedst for mig. Jeg bliver matchvinder i pokalfinalen mod AaB, ligesom jeg også scorer i turneringens sidste runde mod FCN, hvor vi vinder 4-2 og dermed mesterskabet. Jeg havde virkelig overskud på det tidspunkt og følte, det var fedt at spille fodbold.

Bisgaards aktive karriere har ifølge ham selv været præget af op- og nedture.

– I min første sæson i Italien spillede jeg stort set ikke. Det gik så meget bedre i den anden sæson, mens jeg blev skadet og opereret i mit tredje år i Udinese.

Allerede som barn havde Bisgaard i kraft af Tipslørdag drømt om at komme til England, og med kontrakten med Derby lykkedes det ham også.

– Det var bevægede sæsoner med play off-kampe om nedrykning, men også stedet, hvor jeg startede familielivet, så Derby har bestemt en plads i mit hjerte.

Morten Bisgaard var et talent fra barnsben af. Han missede kun U16-landsholdet, men har ellers været med på alle U-landsholdene indtil debuten på A-landsholdet i 1996.

– Det, der står klarest for mig i min landskampkarriere, er nok EM-slutrunden i 2000 i Holland/Belgien og så mit enlige landskampmål på Island i en VM-kval.kamp – et mål, der faldt to dage efter, min søster havde født, og som jeg dedikerede til hende…

VB-assistenten har gennem hele sin fodboldkarriere sørget for også at beskæftige sig med andre ting. Læst erhvervsøkonomi og andre fag, lært sig fransk etc. Da han slutter karrieren, uddanner han sig som journalist på SDU.

– Det var måske lidt specielt at studere sammen med en masse 20-årige, men det var vigtigt for mig at komme lidt ud af fodboldboblen og blive klogere på samfundet.

Morten Bisgaard bliver også fodboldkommentator efter fodboldstoppet, da Canal 9 henvender sig, og han får senere et job som træner på Oure Idrætsefterskole. Han har da allerede snust til hvervet gennem træning af sønnernes fodboldhold.

– Jeg fik smag for trænergerningen og blev kontaktet af DBU om at blive assistent på U17-landsholdet.

Mens Morten Bisgaard er træner på Hjemly Idrætsefterskole på Fyn, ser han på bold.dk, at VB vil lave en trænerrokade. Han forhører sig lidt om klubben og jobbet og ender med at søge det. Efter samtaler med Jacob Krüger får han i januar stillingen som assistent.

– Jeg er egentlig assisterende assistent for Giovanni Mazzella, som tager sig af standardsituationer og sammen med Dodo (Adolfo Sormani) planlægger træning. Jeg har en analyserolle omkring såvel vores eget spil og træning samt naturligvis først og fremmest modstanderne, som bliver grundigt gennemanalyseret – standarder, formation, pres, opspil, spilmønstre, nøglespillere etc. Det er en rolle, der passer mig ufattelig godt – jeg elsker at nørde statistikker…! I min DBU-rolle med U17 har jeg så en mere aktiv rolle på træningsbanen – begge dele tiltaler mig.

Morten Bisgaard har fået – og får – i den resterende del af sæsonen yderligere det hverv i Sormanis karantænefravær at tale med medierne efter kampene.

– Jeg er jo vant til at håndtere medier gennem mine kommentatorhverv, så det gør mig ikke noget, men selvfølgelig havde vi helst været den situation forude, understreger Bisgaard.

Han taler efter sit ophold i Udinese italiensk.

– Jeg kan kommunikere med alle, hvilket er en kæmpe fordel og nok også en grund til min position i dag. Fx er Giovanni og målmandstræner Marco Ferraris engelskkundskaber ikke så store, så her kan jeg danne den nødvendige bro til den ikke-italienske del.

Morten Bisgaard påpeger, at Superligaen har gennemgået en stor forandring, siden han selv spillede.

– Selve tilgangen til fodbolden er blevet langt mere analytisk og teoretisk. Selv i reserveholdskampe hører man fra de andre trænere en lang række teoretiske termer, som slet ikke fandtes, da jeg selv spillede. Der er kommet en ny generation af trænere, som bruger enorm meget tid på at nørde taktik og virkelig fordyber sig i spillets struktur. Nogle hold som Brøndby og FCN – ja et eller andet sted vel også Horsens – har udviklet deres helt egen spillestil. Ja, også FCK har udviklet sig, siden jeg spillede der. Mere seværdige, men også mere sårbare.

Morten Bisgaard har stort tiltro til, at det træningsmiljø, der er i VB, nok skal bringe holdet frelst gennem denne sæson i Superligaen.

– Vi har en stærk kerne af danske spillere, som bidrager til, at vi løfter os. Vi havde gerne haft lidt flere point, men har generelt klaret os godt, og jeg ser med fortrøstning på resten af sæsonen. Spillerne er i god form, og det bliver kun bedre.

Om 10 år ser Morten Bisgaard stadig sig selv i fodboldverdenen – sandsynligvis i en trænerrolle.

– Jeg vil gerne være i et nysgerrigt, udviklingsorienteret miljø med folk, der brænder for sagen.

FAKTA:
Morten Bisgaard
Født: 25.06.1974 (44 år)
Uddannelse: Journalist fra Syddansk Universitet
Stilling: Assistenttræner i Vejle Boldklub sammen med Giovanni Mazzella
Ansat i Vejle Boldklub fra den 1. februar 2018
VB-debut: 02.03.2018, VB – Thisted FC 0-0
Klubber som aktiv: Hadsten, Randers Freja (1991-93), Viborg FF (1993), OB (1993-98), Udinese (1998-01), FC København (2001-04), Derby County (2004-07), OB (2007-09).
Spiller Old Boys for AC Odense
Har tidligere virket som træner på Oure Idrætsefterskole, Kirkely Idrætsefterskole og arbejder ved siden af jobbet i VB som trænerassistent på det danske U17-landshold

Læs også:
Mød VB’s assistenttræner (17-05-2018)
Mød VB’s fysiske træner (06-08-2018)
Mød VB’s fysioterapeut (03-10-2018)

Tekst: Ole Kristensen.