U19-Ligaholdets stærke højreback, Mathias Voss, er for første gang i sin tid som VB-spiller blevet udtaget til et dansk ungdomslandshold, når han i oktober kan debutere i rødt og hvidt i to venskabskampe mod Schweiz.

Tidligere på måneden fik 17-årige Mathias Voss sin debut på Vejle Boldklubs divisionshold, da han spillede Sydbank Pokalkampen mod Vendsyssel fra start. Det klarede den unge akademispiller fint og nu følges debuten op af en landsholdsudtagelse. Landstræner Lars Knudsen har indkaldt den hurtige back til de to venskabskampe mod Schweiz på udebane den 8.- og 10. oktober i Montreux. Voss er ikke den eneste spiller med VB-relation i truppen, da Andreas Jungdal også er udtaget. Målmanden blev i sommer solgt fra Nørreskoven til AC Milan.

Mathias Voss, der skiftede til VB i sommeren 2018 fra FC Midtjyllands U16-hold, er én af fire mulige debutanter i ungdomslandsholds-sammenhæng. Se hele den danske trup her.

Tekst: Lars Christensen.