Adam Jakobsen gjorde comeback i startopstillingen efter ni måneders fravær mod Viborg. Det fejrede den 20-årige angriber med to mål og en stærk arbejdsindsats i forreste linje, inden han byttede med Kjartan efter 78 minutter i VB’s sejr på 4-1 torsdag aften.

Om målet til 1-0: Det er et hjørnespark i vores højre side. Diego spiller den kort og så slår Mølgaard den i feltet. Greve kommer op og snitter bolden videre. Jeg har taget plads inde midt i feltet, hvor jeg står og bokser lidt med en Viborg-forsvarer om placeringen i feltet. Den havner ved mig og jeg sætter panden på. Det var en forløsning og dejligt at score i mit startcomeback, siger Adam Jakobsen.

Om målet til 3-0: Det er en kontra som Thomas Gundelund fører frem. Det er 3:2, som jeg lige husker det. Sergiy Gryn får bolden i siden og han dribler. Man ved aldrig, hvad han finder på, så jeg tager plads i feltet og følger med. Den vinkel han får på baglinjen er svær at score fra, så Gryn tipper den ind foran mål. Jeg tror egentlig, at forsvareren vil cleare, så jeg lukker øjnene og kaster mig frem. Jeg håber at bolden går i mål og det gjorde den heldigvis, siger Adam Jakobsen.

Den unge angriber er ikke begyndt på banen i Danmarksturneringen for VB siden december i fjor, hvor han spillede på toppen i udekampen mod Randers FC.

– Det var først to timer inden kampen at jeg vidste, at jeg skulle starte på banen. Jeg var virkelig klar på, at jeg skulle give den en skalle og arbejde for holdet så længe, der var brug for mig. Min kamppause har været længe og jeg har ikke spillet fra start i 2019, så det var en god chance for mig. Det er ikke sjovt at sidde udenfor, men jeg har arbejdet med det fysiske for at blive helt klar igen. Der venter mig fortsat meget arbejde, men det er sjovere at slide på træningsbanen og i styrkerummet oven på en startplads og en sejr, siger Adam Jakobsen.

Han fulgte sæsonens første kampe fra sidelinjen, men gjorde comeback i kamptruppen mod Kolding IF i sidste uge.

– Vi fik sat prop i defensivt med en stærk holdpræstation. Viborg kommer godt ud til kampen, men vi viser, at vi over 90 minutter er svære at bryde ned. Vi er en trup, hvor vi konstant presser hinanden i kampen om spilletid og det giver et miljø, hvor alle byder sig til hele tiden. Det er fedt at være en del af, siger Adam Jakobsen.

Tekst: Lars Christensen.