To fine påskeæg stod stadig aftegnet på måltavlen efter 94 minutters spil på CASA Arena. Efter et chancefattigt lokalopgør delte de nabobyer i porten, og intet af holdene syntes voldsomt utilfreds med den udgang. SønderjyskEs sene nederlag i Aarhus var kendt før kampen, og det betyder, at begge mandskaber kunne leve med det det ene point. En pointdeling må siges at være retfærdig for to hold, der havde hver sin halvleg.

Blev kampen uafgjort på banen, vandt Vejle opgøret på tilskuerpladserne. En propfyldt udebaneblok havde ikke svært ved at dominere lydbilledet mod et sparsomt gult fanafsnit. Vejlenserne støttede forbilledligt deres helte igennem hele opgøret og gjorde det nærmest til en hjemmekamp for vejlenserne.

Never change af winning team, havde VB-træner Constantin Gâlcă åbenbart ræsonneret, da han udtog dagens hold. I alt fald var det de samme 11 vejlensere, der løb på banen på CASA Arena, som for fire dage siden sidst slog ACH i den omvendte kamp. 3.776 tilskuere kunne se en jævnbyrdig og ret stilfærdig 1. halvleg mellem to hold, der passede godt på sig selv, og som således heller ikke tillod modparten de store chancer. Som det teknisk mest velfunderede hold var VB en my farligere. Gæsterne forsøgte til stadighed at sprede spillet ud og finde mellemrummene, men det var trods alt relativt sparsomt, hvad der bød sig af muligheder over for et solidt ACH-forsvar. Melker Hallberg havde den første chance efter 13 minutter. Efter en fin VB-omstilling ført frem af Allan Sousa endte bolden i venstre hos en fri Hallberg, der dog blev fodpareret af Delac. Efter en halv time knaldede Allan Sousa et frispark på overliggeren.

Horsens havde vovet sig en smule længere frem på banen i forhold til kampen i Vejle, og de gule havde også bragt Nicolai Brock-Madsen op ved siden af Kasper Junker. Horsensianerne var dog endnu ufarligere end gæsterne, og først i 1. halvlegs overtid kunne man notere fare på fare foran VB’s mål. Kasper Junker blev spillet op i højresiden, men Hagelskjær parerede ex-AGF’erens forsøg. 0-0 ved pausen efter første 45 minutter, der indbragte hvert hold to advarsler. Hos VB var det Mads Lauritsen og Melker Hallberg, der kom i dommer Michael Tykgaards sorte bog. Svenskeren røg således i karantæne til AGF-kampen.

Horsens var steppet op i forhold til opgøret i Vejle, og det blev tydeligere efter pausen, hvor værterne var bedst. Med en time spillet slap Nicolai Brock-Madsen fri af VB-forsvaret, men hans sidste træk blev for langt, og Hagelskjær kom ud og fik blokeret. Kort efter appellerede Horsens-lejren voldsomt for straffe, da Kasper Junker faldt i en duel med Mads Lauritsen, men Michael Tykgaards fløjte var tavs. Efter 70 minutter måtte stolpen tage fra for Hagelskjær efter et hovedstød på et Bjarke Jacobsen-frispark.

VB havde svært ved at sætte sig igennem efter pausen. Den største mulighed tilfaldt Kjartan Finnbogason, som dog måtte se en ACH-forsvarer cleare til hjørne for snuden af islændingen.

I overtiden var det tæt på en afgørelse, da Kasper Junker fik en pludselig chance i feltet, men angriberen sparkede uden om stolpen, og opgøret forblev målløst. VB skiftede i løbet af 2. halvleg Tobias Mølgaard, Louati og Jonas Andersen ind for Memija, Gryn og Yurchenko. Kaptajn Schoop så gult med et kvarter igen, men undslap karantæne til AGF-kampen. Aarhus-holdet, der har sikret sig puljens førsteplads, gæster Nørreskoven 1. påskedag kl. 18.00.

Kvalifikationsspil, Superligaen 2018-19, CASA Arena, Horsens
Torsdag den 18. april 2019 kl. 14.00
AC Horsens – Vejle Boldklub 0-0 (0-0)

Kort:
8. Mads Lauritsen (gult kort)
25. Melker Hallberg (gult kort)
75. Jacob Schoop (gult kort)

Indskiftninger:
60. Kerim Memija ud Tobias Mølgaard ind
65. Sergiy Gryn ud Imed Louati ind
81. Vladlen Yurchenko ud Jonas Andersen ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Thomas Hagelskjær

Kerim Memija
Mads Greve
Mads Lauritsen
Malte Amundsen

Melker Hallberg
Jacob Schoop (anfører)

Allan Sousa
Vladlen Yurchenko
Sergiy Gryn

Kjartan Finnbogason

Bænken:
Gianluca Zanette (m)
Viljormur Davidsen
Imed Louati
Gustaf Nilsson
Jonas Andersen
Branko Ilic
Tobias Mølgaard

Dommer: Michael Tykgaard
Tilskuere:
3.776

AC Horsens (4-4-2): Matej Delac – Peter Nymann (54: Sivert Heltne Nilsen), Mads Juel Andersen, Søren Reese, Mikkel Qvist – Sebastian Avanzini (64: Louka Prip Andreassen), Bjarke Jacobsen, Sammy Skytte (76: Mathias Nielsen), Hallur Hansson – Nicolai Brock-Madsen, Kasper Junker
Træner: Bo Henriksen.

Kort:
28. Hallur Hansson (gult kort)
44. Sammy Skytte (gult kort)
59. Sebastian Avanzini (gult kort)

Tekst: Ole Kristensen.